Blæsten gik frisk over Holstebro lørdag, og det påvirkede naturligvis scoringen i anden runde af DM i slagspil, så bare tre spillere hos damerne gik under par, mens det hos mændene kun var Christoffer Bring fra Næstved, der spillede til -1.

Nanna Koerstz Madsen, Smørum, er naturligt storfavorit hos damerne, men da hun spillede hullerne 4-7 til +5 med en dobbeltbogey og tre bogeys, faldt hun tilbage og ligger som delt 4 med Louise Dahl, Værebro i +2.

Dagens suveræne spiller var den kun 15-årige Amalie Leth-Nissen (billedet/ Jacob Nordestgaard), som det ikke lykkedes vinden at presse til en eneste bogey. Seks birdies blev det til, og dermed gik hun i spidsen i -5. Hun har dog kun et enkelt slag til Sofie Kibsgaard Nielsen, Morsø, som gik i -3 med fire birdies på bag-9. På pæn afstand ligger Amalies storesøster Cecilie i +1 efter at have præsteret dagens næstbedste score, -4.

Der venter en bloddryppende spændende finalerunde, hvor Leth-Nissen og Kibsgaard skal dyste indbyrdes, men sikkert har et øje bagud, for en LPGA-spiller som Koerstz Madsen kan sagtens komme stormende med en serie birdies. Leth-Nissen har mulighed for at gøre rent bord i årets DM-turneringer,da hun allerede har vundet DM i hulspil og DM for juniorpiger.

Hos mændene gik Christoffer Bring, Næsted som nævnt i spidsen i -3 foran Hamish Brown, Aalborg -2 med Jacob Skov Olesen, Næstved, som 3 i par. Sebastian Friedrichsen, The Scandinavian ligger som 4 i +1 og Jens Christian Tvergaard, Jelling nr. 5 i +2.

I bygevejr med let til frisk vind er der mulighed for at hente mange slag, så også hos mændene kan vi vente stor spænding.

Forrige artikelKlar til udvidelse i Roskilde GK
Næste artikelJonathan Gøth-Rasmussen gik 61er i Bråviken
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.