Den første liste havde i 1986 Bernhard Langer på toppen og var europæisk domineret – nu dominerer USA, men resten af verden er bedre med

Da den første verdensrangliste for mænd blev publiceret 6. april 1986, havde den tre europæere øverst: 1. Bernhard Langer. 2. Seve Ballesteros. 3. Sandy Lyle. 4. Tom Watson. 5. Mark O’Meara. 6. Greg Norman.
Ved 25-året i 2012 var der faktisk fire europæere øverst: 1. Martin Kaymer. 2. Lee Westwood. 3. Luke Donald. 4. Graeme McDowell. 5. Tiger Woods. 6. Phil Mickelson. 7. Paul Casey. 8. Rory McIlroy. 9. Matt Kuchar. 10. Steve Stricker.
Det var ikke engang første gang. 15. marts 1992 så listens top således ud: 1. Ian Woosnam. 2. Nick Faldo. 3. José Maria Olazábal. 4. Seve Ballesteros.
Til gengæld er der ikke tvivl om, at USA har den store bredde. 11 på den aktuelle top-20 er amerikanere, blot fire er europæere, og lidt sensationelt er der kun en enkelt fra hhv. Sydafrika og Australien i tilgift til en japaner, en chilener og en mexicaner.

Lang tid om enighed
Det kommer bag på de fleste, at der først kom en verdensrangliste i 1986, men det var der mange årsager til. Det var svært at vægte turneringer i forhold til hinanden, især når det gjaldt turneringer uden for USA.
Nu var man kommet så langt med European Tour og turneringer i Sydafrika og Australien, at det gav mening at sammenligne.
Pengene har altid været størst i USA. Derfor søger de bedste spillere til PGA, hvis turneringer bliver de stærkeste og har størst vægt. Når man har haft europæere højt placeret, skyldes det, at de har søgt til USA og erobret deres placeringer der.

At være verdens nr. 1
Det er godt at vinde en major eller at blive olympisk mester, men for de fleste er det et primært mål at nå til tops på Verdensranglisten.
Det mål har kun 23 spillere nået, først og fremmest fordi Tiger Woods har toppet listen i 683 uger, dvs. i samlet mere end syv år – og det var såvel skader som private forhold, der gjorde, at det ikke blev endnu flere. Woods’ længste periode som nr. 1 var i øvrigt på 281 uger, den næstlængste på 274.
Greg Normans 331 uger fylder også godt, som det er tilfældet med Dustin Johnson 135, Rory McIlroy 127 og Nick Faldos 97. Jon Rahm er godt på vej. Han har med listen 14/3 været nr. 1 i 42 uger.

Ti nationer har toppet

Ingen nordiske spillere har været verdens nr. 1, og det gælder i det hele taget adskillige udmærkede golfnationer, at de ikke har haft stjerner, der nåede helt op. Fx Danmark, hvor Thomas Bjørn kun lige var på top-10 én gang i 2001; året, hvor han besejrede Tiger Woods i Dubai.
De ti nationer, der har toppet, er – med antallet af spillere i parentes: USA (8). Australien (3). England (4). Spanien (2). Tyskland (2). Nordirland. Wales. Zimbabwe. Fiji. Sydafrika.
USA’s spillere har været nr. 1 i 928 uger, Australiens i 393, mens Tysklands to, Bernhard Langer og Martin Kaymer, tilsammen kun fik 11.
Spaniens to, Seve Ballesteros og Jon Rahm, har foreløbig været nr. 1 på 103 lister. Til gengæld vil mange savne en spiller som Sergio Garcia, og andre vil undre sig over ikke at finde Phil Mickelson. De har til gengæld været nr. 2 hhv. 18 og 270 uger. Begge har ’undgået’ værdigheden, fordi de toppede i den tid, hvor Tiger Woods var umulig at nå op til.
Nationer, der vil overraske mange, er Zimbabwe (Nick Price) og Fiji (Vijay Singh) – og blandt spillerne amerikaneren David Duval.
Hvilke nationer bliver de næste med en spiller på toppen? Der er to oplagte bud. Nordmanden Viktor Hovland, der allerede er nr. 3, 24 år gammel, og japaneren Hideki Matsuyama, som har vundet Masters og viser tegn på at blive mere stabil.

At genvinde topplaceringen

I perioder med stor jævnbyrdighed kan førstepladsen skifte hænder hyppigt, og derfor er der spillere, der har vundet og genvundet den adskillige gange.
Her er Greg Norman unik. Ikke mindre end 11 gange har han indtaget toppen, men Tiger Woods er lige i hælene med 10, McIlroy og Dustin Johnson har otte tronbestigelser, Seve Ballesteros og Justin Rose fem, og så er Rahm på vej med fire.
En del spillere er kun gået til tops en enkelt gang og har så været der fra 50 uger, Nick Price, til 3, Bernhard Langer, og en enkelt, Tom Lehmann.

Forrige artikelVejret driller Masters – afkortet par-3-turnering og udsat æresstartere
Næste artikelLübker Championship 2022 by Thomsen Furniture
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.