Jo, naturligvis er denne uge vigtig for mange af de danske deltagere i den internationale elite, men det synes at være det mest spændende spørgsmål, hvordan tvillingerne Højgaard klarer sig i kampen for at få kort til European Tour 2020. På billedet er de sammen, men der er mange tusinde kilometer mellem dem i disse dage.

Nicolai skal slås for sit i Amundi Open de France på Golf National, som var hjemsted for den seneste Ryder Cup, og som regnes blandt verdens fornemste anlæg. Turneringen er faldet i sportslig værdi pga.tab af sponsorer, men dens historie og hyppige dramatik samt ikke mindst banen gør den alligevel til noget særligt.

Nicolai Højgaard skal helst pænt frem i feltet for at erobre de point, der kan give ham ET-kort til 2020, og de øvrige danskere i feltet er Joachim B. Hansen, Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn. Det må gerne blive den weekend, hvor JB leverer fire superrunder og indskriver sig blandt de danske vindere på European Tour.

TV-bolden hedder Alex Norén, der vandt sidste år, sammen med Martin Kaymer og Alexandre Levy.

Rasmus Højgaard kæmper i Hainan Open i Kina for at nå frem i top-15 på Road to Mallorca. Det gør også Martin Leth Simonsen, Benjamin Poke og Mark Haastrup, og med en præmiesum på 350.000 $, årets tredjestørste, vil det være guld værd at være med i toppen.

Nicole og Nanna i Asien

I Buick LPGA Shanghai deltagere såvel Nicole Broch Larsen som Nanna Koerstz Madsen, fordi begge placerede sig i top-60 på Order of Merit før de fire asiatiske begivenheder. I første runde har de begge spændende selskab. Koerstz Madsen bl.a. af Angel Yin, mens Broch Larsen spiller sammen med Celine Boutier og Jay Marie Green.

Forrige artikel2020 er jernår hos Titleist
Næste artikelTrojaner Lørup vinder og gør ny coach stolt
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.