Der er fire danskere i Top10 inden fjerde og sidste runde af sæsonfinalen DP World Tour Championship. Men førstepladsen i turneringen overtog engelske Matt Wallace med en helt vild runde i 60 slag.

Jeff Winther var ude med verdens nummer tre, Jon Rahm, og var klart bedst af de to. Med en (næsten) givet eagle på 18. hul, kunne smilende Jeff Winther skrive under på en 64’er (-8), og det gav ham fjerdepladsen alene i -14.

Nicolai Højgaard sluttede med en bold i vandet og en bogey efter en runde, der aldrig rigtigt nåede de seneste uger og dages højder. Han er på delt femteplads med skotske Ewan Ferguson, som han skal ud med i tredjesidste bold søndag.

Jeff Winther er ude i næstsidst bold med Viktor Hovland, altså endnu en Top5-spiller i verden. Rasmus Højgaard var sprudlende med en 65’er, og rykkede helt frem til delt niendeplads, som han bl.a. deler med Thorbjørn Olesen, der gik 4 under. De er 11 under.

Fire i Top10

Altså alle fire danskere i Top10 i sæsonfinalen efter 54 huller. Formidabelt. To af dem har endda en reel vinderchance. Og hvis Thorbjørn og Rasmus søndag spiller nogenlunde ligesom Matt Wallace gjorde i dag, ja, så er de også med i kampen om titlen.

Vanvidsrunde

For Matt Wallace leverede noget helt, helt specielt på Earth Course i dag. Han var fejlfrit i 3 under par efter forni, og så lavede han birdies på samtlige huller på bagni! En runde i 60 slag (-12) og så fløj han 20 pladser frem til førstepladsen i 16 under.

Det er 1 slag bedre end Tommy Fleetwood. Fleetwood og Hovland spillede sammen lørdag og spillede fremragende golf. De var begge 6 under par for dagen – altså tilsammen lige så gode som Wallace var alene!

USA

Vi kan lige tage med at den svenske wunderkid, Ludvig Åberg fører på PGA Tour i RSM Classic, og at Alison Lee og Nasa Hataoka deler førstepladsen i LPGA Tours Tour Championship.

Foto: Getty Images

Forrige artikelStrålende dansker dag i Dubai – Nicolai Højgaard alene i spidsen
Næste artikelNicolai Højgaard slår alle rekorder med sejren i DP World Tour Championship
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.