Nye regler for køb af golfudstyr i Storbritannien efter Brexit, men også højere priser herhjemme.

Ved nytår trådte Storbritannien ud af EU og dermed gælder helt nye regler for handel mellem Danmark og England.
Det får betydning for de mange danske golfspillere, som traditionelt har handlet meget udstyr på britiske websites gennem årene, hvor der har været mange penge at spare i forhold til at købe i Danmark.
Med Brexit er det både blevet mere besværligt og er ikke længere en fordel, prismæssigt.

Aftalen mellem Storbritannien og EU betyder ganske vist, at man ikke skal betale told og punktafgifter af varer købt i England – og i Skotland og Wales – men man skal betale moms og importgebyr.

Taksterne for moms og importgebyr er:
Varer under 80 kroner før fragt: Du skal som udgangspunkt hverken betale dansk moms, told eller importgebyr.
Varer over 80 kroner før fragt: Du skal betale dansk moms på 25 % af varens pris og et importgebyr.
Varer over 1.150 kroner før fragt: Varer produceret i UK: Du skal betale dansk moms på 25 % af varens pris og et importgebyr.
Varer produceret uden for UK: Du skal både betale told, dansk moms på 25 % af varens pris og et importgebyr. Kilde: Forbrugerstyrelsen Tænk.

Dyr fornøjelse
Der er en bagatelgrænse på 80 kroner, hvor man hverken skal betale told, moms eller importgebyr, men det er ikke meget golfudstyr man får for under 80 kroner inkl. forsendelse, så det kan stadig bedre betale sig at købe sine tees i en dansk butik.

Importgebyr er mellem 125-250 kroner, og det betaler man til fragtfirmaet, som står for at fortolde den købte vare. Her skal man være opmærksom på, at man ikke får importgebyret retur, hvis man fortryder sit køb, eller benytter sin reklamationsret og returnerer varen til forhandleren. Kilde: Forbrugerstyrelsen Tænk.

Køber man en vare til f.eks. 1.000 kr., skal man altså betale dansk moms på 25 % – 250 kroner, og importgebyr på 125 kr. Varens pris bliver i stedet 1.375 kr.
Kommer varens pris inden forsendelse op over 1.150 kroner, så begynder det at blive lidt kompliceret, for her gælder særlige regler for om varen er produceret indenfor eller udenfor Storbritannien. Er der tale om en vare produceret uden for Storbritannien skal man som køber fra Danmark betale både told, dansk moms på 25 % og et importgebyr, men britisk moms fratrækkes.
Er varen derimod produceret i Storbritannien, skal man ikke betale told, men stadig dansk moms på 25 % og importgebyr. Men hvornår er en vare ’produceret’ i Storbritannien?
Wilson har for eksempel en samlefabrik i Skotland, hvor alt udstyr til Europa samles af komponenter, fremstillet på fabrikker i Asien.
”Jeg må ærligt sige, at jeg ikke ved, om det opfattes som at produkterne er produceret i Storbritannien,” siger Wilsons danske golfansvarlige Lars Lørup.

Grundlæggende gælder i dag de samme regler for køb af varer fra Storbritannien, som ved køb af varer fra f.eks. USA. Britiske golfbutikker har pligt til at oplyse prisen inklusive alle gebyrer, men det er endnu ikke alle der gør det.

Højere priser, længere ventetid

Brexit har dog ikke kun indflydelse på køb af varer fra Storbritannien. Også golfudstyr, du køber i danske butikker, påvirkes af Brexit.

”Jeg kan slet ikke finde ud af det. Alt jeg ved er, at jeg stadig venter på customvarer, som jeg bestilte i november,” siger Marcus Brown, indehaver af Aalborg Golf Klubs proshop og formand for PGA of Denmark.
”Fragt fra Storbritannien er i øjeblikket en kæmpeudfordring,” siger Lars Lørup, Wilson Golf. ”Det ligger helt fast, at fragt og produktion bliver dyrere efter Brexit. Alt er forandret, men om det bliver dyrere for kunden, ved jeg ikke. Priserne hos os er ikke steget. Den største udfordring ligger i fragten fra Asien ind i Storbritannien og så videre ud derfra igen,” siger han. ”Hvor vi tidligere havde en uges leveringstid, er det her omkring 1. marts på tre uger, men jeg håber, at det bliver bedre når alle instanser vænner sig til den nye virkelighed,” siger Lars Lørup, som ikke ved hvor regningen ender i sidste ende.

Brexit har altså ikke kun indflydelse på handel med britiske internetbutikker, som i øvrigt har vidt forskellige måder at kommunikere og ikke-at kommunikere de nye regler ud på. Ifølge Forbrugerstyrelsen skal britiske webshops informere om takster for moms, told og importgebyr på hver enkelt vare, men de steder vi har kontaktet, gør det lidt forskelligt. På Snainton Golf oplyser kundeservice, at: ”Vi betaler alle skatter og afgifter. De er derfor indregnet i vores priser”.

På en anden populær britisk netshop, Golfonline.co.uk opfordres man til at sende en mail med sine ønsker, og derefter fremsender kundeservice et svar, hvori reglerne fremgår. Her skal man altså selv ’regne på tingene’. Med udgangspunkt i en Titleist TSi driver, ser det ud til at man betaler ca. 720 kr. i told, moms og importgebyr. Det er i hvert fald forskellen i pris på Snainton Golfs all-inclusive 499 £, og Golfonline.co.uk’s 416 £ + afgifter. Prisen på driveren hos Snainton er med dagens kurs 4.323,25 kr., en ’besparelse’ på godt 70 kr. i forhold til vejledende dansk udsalgspris.

Danske virksomheder, der indkøber varer i England for at sælge dem videre, skal efter Brexit betale mellem 2,7-12 procent i told af varer fra sine britiske leverandører. ”Det vil alt andet lige betyde højere priser i de danske butikker,” siger Golfexpertens direktør Kim Johansen, og indrømmer, at han heller ikke, tre måneder efter Brexit er trådt i kraft har det fulde, forkromede overblik over konsekvenserne på langt sigt.

Billedtekster:
1: Brexit har gjort livet noget mere besværligt for både leverandører, forhandlere og forbrugere på golfmarkedet.
2: Lars Lørup, Wilson Golf, er formand for Leverandørforeningen, og indrømmer at det er meget vanskeligt at overskue konsekvenserne af Brexit i forhold til det danske marked.
3: Screendumb fra Snainton Golf
4: Denne besked modtager man fra Golfonline.co.uk’s kundeservice.

DEL
Forrige artikelKoerstz Madsen nr. 11 – showdown mellem Wallace og Spieth
Næste artikelHistoriens mest intense golfhalvår
Avatar
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.