PGA Tour sæsonen 2019-20 indledes i denne uge med den tilbagevendte turnering A Military Tribute at Greenbriar på den klassiske The Old White TPC på The Greenbriar i West Virginia, stedet hvor både Tom Watson og Sam Snead har været æres-professionals.

Turneringen blev ikke spillet i sidste sæson, som en konsekvens af at den skulle flyttes fra foråret til efteråret, så Kevin Na, der vandt i 2018, er ikke helt forsvarende mester og så alligevel lidt.

Som den første turnering sæsonen og med fuldt felt – 156 spillere – er det klart at mange af de 50 spillere, der har opnået medlemskab af PGA Tour gennem Korn Ferry Tour og Korn Ferry Tour Finals, stiler til start i håb om at bære deres gode form videre til en hurtig start på den ’store tour’. Blandt dem er danske Sebastian Cappelen, der debuterer som medlem af PGA Tour. Han kommer dog ikke til The Greenbriar med stribevis af topresultater i de seneste måneder, så for ham handler det måske om, at starte forfra på en frisk.

Et par andre med mere aktuel succesform er vinderen af Tourfinalen Tom Lewis, eller vinderen af ranglisten på Korn Ferry Tour, Scottie Scheffler, samt norske Viktor Hovland, som mange eksperter i USA har et godt øje til.

Af decideret ’store navne’ finder man to af de spillere, der i 2018-19-sæsonen blev skoset for deres voldsomt langsomme spil; Bryson DeChambeau og J.B. Holmes samt Marc Leishmann og Kevin Na og Jason Kokrak, der i al stilfærdighed havde en fremragende 18-19-sæson. Også en håndfuld velkendte navne, som har mistet deres automatiske spilleret på PGA Tour har fået en ekstra chance for at genvinde det i en fart.

Ny chance til Højgaard

Apropos ekstra chance, så er der også i denne uge blevet givet en sponsorinvitation på European Tour til Nicolai Højgaard, som er med i KLM Open på The International i Amsterdam. Det samme er Søren Kjeldsen, Lasse Jensen og Jeff Winther, der i sidste uge reelt sikrede sig sit tourkort for næste sæson og måske kan bære sin gode form videre til det hollandske. Joachim B. Hansen har valgt at oplade batterierne hjemmen inden en sidste spurt for at sikre sig kortet bliver indledt. Heller ikke Lucas Bjerregaard eller Thomas Bjørn spiller med.

Patrick Reed og Troy Merritt fra USA er blevet i Europa, og kunne sammen med bl.a. Sergio Garcia godt ligne et par gode bud på sejren. Det samme må siges om lokalfavoritten Joost Luiten eller Thomas Pieters og Thomas Detry fra nabolandet Belgien.

GOLFTV/Eurosport 2 sender fra PGA Tour fra kl. 20 alle fire dage. De sidste to dage dog kun på GOLFTV.

Viasat Golf/Viaplay sender live fra European Tour 11.30-13.30 og 15.30-18.30 torsdag-fredag og fra 13-17.30 i weekenden.

Forrige artikelAktiv sommer i Sebber Kloster
Næste artikelFlex, færger og fællesskab på Samsø
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.