Af Mette Kramer

Samsø Golfklub nyder godt af sensommerens smukke vejr og kan generelt mærke en stigende interesse for ø-ferie kombineret med golf. Lavere priser på færgebilletter gør det mere attraktivt at besøge Samsø og andre øer udenfor sæsonen. Og for en lille klub på en ø med godt 3.700 indbyggere, er greenfee-gæster helt uundværlige og meget velkomne hele året rundt. Greenfee-prisen er ens i hele sæsonen, men gælder til gengæld også for en hel dag, så man kan spille så mange huller, man lyster. Banen viser sig fra sin smukkeste side en tidlig morgen eller i aftensol, hvor man kan nyde sin mad og havudsigten på et af banens bord/bænke-sæt.

I sommerferien var Samsøs 9 hullers pay & play-bane utroligt populær. Alene i juli var der 700 gæster på den lille bane. Det må være et tegn på, at golfen er blevet en mere naturlig del af turisternes valg, når familien skal ud og lave en fælles aktivitet. Desuden var der stor deltagelse i årets juniorcamp, som i år var en del af DGU’s koncept, Sjov Sommergolf. 31 juniorer fra flere steder i landet campede og spillede golf fra morgen til aften/nat i tre dage. Der var liv og glade dage i klubben, som er meget stolt af de mange børn, der er begyndt at spille golf.

Et andet aktiv i klubben er den store seniorgruppe, der mødes tirsdag og torsdag og spiller hele året rundt, hvoraf mange gerne giver en hånd med, når der skal laves arrangementer. Som i andre klubber har det knebet lidt at få yngre spillere og børnefamilier ind som faste medlemmer. Golf er tidskrævende i en hektisk hverdag, men det er Samsø Golfklub i gang med at lave om på. Juniorantallet er stadigt stigende, og familierne inviteres med. Med tilskud fra DIFs idrætspulje er klubben i gang med at brande sig som ”Samsøs grønne familiesport” og har samarbejde med Ungdomsskole, Aftenskole, den lokal idræts-paraply Sambiosen og øens grundskoler. Der er startet mere juniortræning op, børnene har favorable vilkår, der er nye pilotprojekter i gang som fx fællesspisning, madvogn og kortere par 3-medlemsskaber. Alt sammen for at skabe et godt fællesskab i klubben og fastholde medlemmerne, der gerne skulle få endnu flere i omgangskredsen med ud og spille golf. ”I bestyrelsen er vi i gang med det lange seje træk, hvor vi hele tiden ser fremad og tænker nye ideer/løsninger til gavn for Samsø Golfklub”, udtaler formand Henrik Sørensen.

Samsø Golfklub er med 1.405 medlemmer den største klub på Samsø. Men kun 175 af dem har fast bopæl på øen. Øvrige 1.230 er medlemmer, som bor udenfor Samsø eller har et sommerhus på øen, og via golfsporten har relation til Samsø. Flexmedlemskaber er jo altid en varm kartoffel i danske klubber. Men for Samsø Golfklub er det en meget vigtig del. ”De mange flexmedlemmer giver en fin indtægt og gør, at flere danske spillere rundt i landet bevarer golf som en del af deres fritidsliv. De er gode ambassadører og får et særligt tilhørsforhold til vores lille ø-klub”, siger formanden.

Sidste år fejrede Samsø Golfklub 25 års jubilæum og hyldede de ildsjæle, der engang var fremsynede og så, at øen skulle have en golfklub. Der har selvfølgelig været bump på vejen, men klubben er helt klart på en god kurs og forsøger med en vis ydmyghed og knofedt at holden skruen i vandet.

Forrige artikelCappelen debuterer på PGA Tour
Næste artikelDanske golfspillere indtager Porto Santo
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.