Da jeg svinger bilen ind på parkeringspladsen, bliver vi ramt af endnu en af de utallige byger, som det meste af vejen op mod Salling har aktiveret bilens vinduesvisker. Heldigvis er vi ankommet til ”Danmarks (måske) hyggeligste klubliv”, som Skive Golfklub bryster sig af at være i besiddelse af. Om det så også er rigtigt, skal undertegnede ikke gøre sig til dommer over, men at der denne regnfulde mandag formiddag i maj er masser af aktivitet i og omkring klubhuset opleves ved selvsyn. Indenfor nyder en del af klubbens seniorer morgenkaffen og venter på at bygerne, som lovet ifølge vejrmeldingen, aftager. Udenfor iklæder de ”friske” sig regntøjet inden dagens 18 huller. ”Der findes ikke dårligt vejr kun dårlig påklædning!”, påpeger en af de lokale, mens vi gør os klar.

Velplejet bane
Da vi først kommer i gang med runden, viser det sig heldigvis, at vejrudsigten holder stik, og paraplyerne foldes kun ud et par gange i løbet af de 18 huller. 18 huller, som til trods for de ikke syner af noget særligt i baneguiden, faktisk tilsammen udgør en ganske glimrende golfbane. Banen er med sine 5630 meter fra gul tee (4785 meter fra rød) ikke specielt lang, og jeg vil ikke anklage banen for at være decideret svær. Alligevel bliver man som almindelig klubgolfer på rimelig vis udfordret i alle spillets facetter, og det er en god oplevelse at spille den særdeles velplejede bane. Foruden vinden, som ofte spiller en stor rolle på disse kanter, er der flere ganske små greens, som betyder, at man skal være skarp i det korte spil rundt omkring greens. Ofte vil approachslaget ende nogle meter udenfor de små greens.

Spektakulære 17.
Banen er ikke præget af meget vand og store søer, men et vandløb, der de seneste par år er blevet udgravet for at afhjælpe dræningen, volder adskillige gange på runden problemer – både langs fairway og nær greens. Ikke mindst på 17. hul, som også er banens signaturhul. Et spektakulært par 4 hul på 353 meter. Her skal man virkelig have den øverste etage i omdrejninger, inden man vælger sit ”værktøj” fra teestedet. Hvis man er langtslående, kan man satse og vælge driveren og forsøge at carry det lille vandløb, som går på tværs af fairway ca. 190 meter fremme. Længde gør det dog ikke alene, for er man upræcis, risikerer man at ende i karambolage med en gruppe træer, som er placeret i hver sin side af fairway ca. 240 meter fremme, ligesom vandløbet forsætter både op langs højre og venstre siden af fairway. Med andre ord, er det altså et overordentligt svært teeslag man skal begive sig ud i her, da man reelt set kun har et lille frimærke at sigte efter. Sådan tager det sig i hvert fald ud fra teestedet! Derfor bør alternativet, hvor der for de flestes vedkommende skal slås et langt jern 160-170 meter ud i fairway, nok anses som den fornuftige løsning på alle de føromtalte problemer. Herfra har man så til gengæld et særdeles langt 2. slag op mod en green, som beskyttes af tre bunkers.

Gennem tunnelen
Generelt er banen ikke specielt kuperet, og den er let at gå rundt med kort afstand mellem greens og de efterfølgende teesteder. Eneste udtagelser er når man har færdigspillet hul 8 og 15. Efter man har puttet ud på 8. skal man gå et par hundrede meter og passere under den trafikerede Nørre Boulevard for at komme om til hul 9. Heldigvis bliver man belønnet med et rigtig godt golfhul. Et 495 meter langt, men smalt par 5 med out of bounds i venstre side og massevis af træer og en bunker i højre sides landingsområde. Før og omkring green bliver det særdeles smalt, ligesom vandløbet igen skal tages med i beregningerne. Heldigvis spiller man ofte hullet med en vestenvind i ryggen, men præcision og længde er altså nøgleord her, hvis man skal kunne indkassere de 2 point. De efterfølgende 6 huller er placeret på samme side af vejen, inden man skal bevæge sig tilbage igennem tunnelen mod klubhuset via et kort par 3 hul på 16. – det føromtalte signaturhul, 17. og et glimrende par 5 hul som afslutning.

Det summer af liv
Da vi kommer ind i klubhuset, bliver vi igen mødt af den dejlige stemning i klubhuset. En lille forsamling nyder frokosten bagerst i lokalet, skåler, holder et par taler og vigtigst af alt hygger sig efter deres formiddagsrunde. Generelt summer det af liv! Noget som ikke mindst skyldes de favorable priser i cafeen. Ifølge formand, Steen Krarup, har prisen på drikkevarer ikke ændret sig i 15-20 år, og man kan købe den lokale Hancock fadøl til bare 25 kr. og en flaske sodavand til en 10´er. Og kaffen, ja den er såmænd gratis! ”Langt de fleste lægger vejen forbi klubhuset efter deres runde, og hver onsdag samles ca. 90 ud af seniorklubbens 160 medlemmer til en øl og håndmadder efter de 18 huller. Ligeledes har vi stor opbakning til fællesturene. Fx har 88 medlemmer lige været på en dagstur til Sønderjylland. Det er en fornøjelse”, beretter formanden. Vi havde i øvrigt selv fornøjelsen af at møde et par af disse seniorer, da to rutinerede herrer på 83 og 87 år undervejs lukkede os igennem. Jo jo, golf er i sandhed – og heldigvis for det – en sport for folk i alle aldre! Om de to har været med helt siden stiftelsen af Skive Golfklub i 1973, melder historien ikke noget om! Her startede man i det små med 6 huller. Hurtigt kom yderligere 3 huller til, inden banen endelig blev en ”rigtig” golfbane med 18 huller i 2001. Siden en konkurs i slutningen af 70´erne har klubben overordnet set haft en sund økonomi, og sidste år landede de et overskud på 150.000 kr. Det til trods for, at man faktisk havde brugt 600.000 kr. på en dræning af særlige tiltrængte områder på banen. Ligeledes har man de sidste år brugt en del resurser på at give banen et mere parklignende udtryk. En del træer er blevet opstammet, og den yderste rough er klippet ned fra tidligere tiders hø-lignende højder.

Gavmild greenfee
Til trods for banens bynære beliggenhed fortæller formanden, at klubben ligesom så mange andre danske golfklubber kæmper med juniormedlemstallet. Lige pt. tæller klubben kun 40 personer under 18 år ud af de i alt 900 medlemmer. Han fortæller endvidere, at de tidligere har været over 1000 medlemmer, men at man de sidste 5 år har oplevet en mindre medlemstilbagegang. Derfor er ønsket om at investere i en par 3 bane også midlertidigt lagt på hylden. ”Heldigvis har vi gode indtægter i både uge 28 og 33. Her har vi gjort det til en tradition, at man kan spille vores bane til meget gavmilde priser”. I uge 28 er der ca. 1500-1600 greenfeegæster igennem til 50 kr. stykket, og i uge 33 kan man få biksemad og greenfee for bare 100 kr. Alene sidstnævnte giver ca. 25.000 kr. i klubkassen hvert år, siger formanden. Prisen er et pænt stykke under den daglige greenfee på 250 kr. (300 kr. i weekenden). Skive Golfklub er i øvrigt også med i en fritspilsordning med 8 andre omkringliggende golfklubber, mens man har aftale om halv greenfee med 21 andre golfklubber. Så mulighederne for en gavmild greenfee er gode, hvis man bor i nærheden af ”Danmarks (måske) hyggeligste klubliv”.

Faktaboks:
Priser 2019:
• DGU medlemmer, hverdage kr. 250,00
• DGU medlemmer, weekend & helligdage kr. 300,00
• Buggy: 18 huller kr. 250,–
• Trolley: kr. 25,-
• Baneguide er gratis for alle
• Brug af træningsbanen er gratis for greenfee gæster.

Forrige artikelBegynder laver hole in one i Aabybro
Næste artikel2020 er jernår hos Titleist
Avatar photo
Lasse er en af vores skribenter. Han er uddannet Cand.mag i idræt og samfundsfag og arbejder til daglig som gymnasielærer. Lasse er primært leveringsdygtig i rejseartikler fra alverdens destinationer. Lasse er naturligvis selv inkarneret golfspiller.