Det sydfynske koncept tilbyder spil på tre baner, tre retters menu med kaffe og sødt bagefter samt to timers fri bar før middagen.

Ulrich Baastrup har en fortid på mange steder, hvor golf er vigtig, fx Hotel Amerika i Hobro, som er en del af Golf og Gourmet.
Nu er han direktør på Hotel Faaborg Fjord, der i disse dage afslutter en omfattende renovering og bliver en attraktiv mulighed for ophold af enhver længde, uanset om man vil på badeferie, vandre, cykle, mountainbike, øhoppe, studere Fynboernes billeder på kunstmuseum, spille krolf på hotellets egen bane, dyrke sauna, spa og wellness med tilhørende udendørs træterrasse, spise god mad, hygge sig i spillebulen med billard, pool, bordtennis eller brætspil mm. eller slyngelstuen, hvor man bl.a. kan tage sig et spil dart over sin øl eller drink.

Restaurant Vinoteket kan deles i lokaler af mange størrelse og byder om aftenen på udsøgte retter, ligesom morgenbuffet’en har alt, hvad man kan ønske sig. Bl.a. er wienerbrødet skåret i mindre stykker, så man kan tage et, hvor normal størrelse ville give dårlig samvittighed
Hotellet ligger ud mod Det Fynske Øhav, og i de eksotiske somre, som klimaændringerne i disse år påtvinger os, kan man nyde den sydlandske badestrand i strandstole, der i modsætning til sydpå er gratis, mens man måske nyder noget koldt fra hotellets strandbar. Har man lyst til det, spiller man en omgang beachvolley.

Hotellet har 128 værelser med rigeligt antal P-pladser og ladestander til elbiler. Det er ideelt såvel til større konferencer som til familiefester eller ophold for grupper ned til to personer. Der er særtilbud som kvinder og tapas, herreture, for vandrere, cyklister, øhoppere, forelskede par, gastronomer og naturligvis golfspillere.

Golfen kan man spille på Faaborg GK, der er kendt for sine fantastiske udsigter over øhavet; Midtfyns GK, hvor man på vej rundt på Henrik Jacobsens dejlige bane får et ualmindelig smukt kik til Ringe Sø; samt den naturskønne og udfordrende Svendborg GK.
Gastronomi og golf kombineres i tilbuddet Dinné og Golf, som man kan få med en eller to overnatninger, med to eller tre greenfees – og med to timers fri bar før middag.
Er man til den helt svingende luksus, kan man indlogere sig i suiterne i Villa Horseløkke.

Forrige artikelDanmarks lyseste sind
Næste artikelSkovbo ligner et guldaldermaleri
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.