Azhar Ali elsker sin tilværelse i det land, han betragter som sit, selv om han oprindelig er pakistaner. Han har levet sit liv som lærer, cricket- og golfspiller og er i dag i dialyse tre gange ugentlig, uden at det reducerer hans glæde over livet, ikke mindst med den store familie
– Da jeg var 12, var det meningen, at jeg skulle på kostskole i England, men mine bedsteforældre i Silkeborg mente, at jeg skulle have et alternativ, som ikke gjorde mig helt så ensom, fortæller Azhar Ali fra Silkeborg.
– Inden min far gav mig lov til at blive i Danmark, skulle jeg opfylde tre ting: jeg skulle sætte mig hurtigst muligt ind i dansk kultur med begrundelsen: Ingen har bedt dig komme til Danmark, så hvis du føler dig uvelkommen, skal du til England; og jeg skulle lære sproget på tre måneder, så jeg kunne kommunikere med mine kammerater. Det gik jeg ind på og har aldrig fortrudt det.

Perfekt integration
Projektet lykkedes, og sjældent er en integration sket med større succes end for Azhar. Han mestrede hurtigt sproget så godt, at han blev lærer fra Th. Langs Seminarium med fagene kristendom, engelsk og … dansk!
Han har altid elsket børn, og når han var gårdvagt, havde han altid et barn i hver hånd og en hale af andre bag sig i frikvartererne.
Lykkelig familie
Allerede som 22-årig blev han gift med Kirsten, og i løbet af de følgende 54 lykkelige år – Azhar er i dag 75 – har de fået fire børn og syv børnebørn – og børnebørn er, mener Azhar, livets dessert.
En af de største dage i Azhars liv var den i hans 34. år, hvor hans yngste datter blev døbt, for samme dag blev han selv voksendøbt.
Han har elsket Danmark som få, og hvis han har en enkelt stor ærgrelse, er det, at når han er med til at synge ’I Danmark er jeg født’, passer det ikke for hans vedkommende, selv om han føler sig helt dansk.

Cricket
Azhar fik dispensation til at spille cricket i 2. division som 14-årig, da han bl.a. havde lært sig at kaste med legspin, hvilket var temmelig usædvanligt i Danmark. Det var bl.a. en af årsagerne til, at han i en drengekamp tog samtlige modstandernes ti gærder i 1. halvleg.
Siden spillede han i 1. division for Nykøbing Mors og kom på landsholdet. Han dyrkede spillet til den dag, hvor cricketafdelingen i Silkeborg blev nedlagt, og han kastede sin kærlighed på golf. Han havde hele tiden været sikker på, at begyndte han først at spille, ville han blive grebet af det på livstid – og sådan gik det da også.

Golf
Azhar er medlem i Tange Sø GK, hvor han sågar har været formand i tre år, og hvor han stadig er en institution, selv om han for halvandet år siden blev ramt af en nyresygdom, der gør, at han i dag er i dialyse tre gange om ugen.
Det betyder ikke, at han har opgivet spillet: – Jeg er nødt til at spille fra buggy, men forsøger at spille en eller to gange ugentligt, meget gerne efter ’dagens dialyse’; men desuden er jeg med i klubbens store frivillige arbejde. Jeg sidder i et café-udvalg og kører baneservice.
Yderligere har Azhar fået Jörg Holzammer fra Castanea Resort ved Lüneburg som personlig ven, så i 12 år har man kunnet møde ham på feriemesserne i Herning, hvor han hjælper med at promovere den tyske bane, som hvert år kan præsentere nyheder, senest en renoveret 9 huls-bane.

Muhammedtegningerne
Azhar Ali har tæt forbindelse med sin familie i Pakistan, hvor det længe var en stor, positiv historie, når der var ’dansk’ besøg.
– Det ændrede sig brat efter Muhammedtegningerne, sukker Azhar ved tanken om, hvordan han i de følgende år nærmest måtte holde det hemmeligt, hvor han kom fra.
– De tegninger var helt unødvendige og ødelagde utroligt meget for Danmarks gode ry i verden.
Det er typisk, at Azhar Alis største bekymringer gælder Danmark og ikke hans eget helbred. Han er blevet spurgt, om han ikke vil have en ny nyre, men har svaret forbeholdent:
– Jeg er en ældre herre, og der er formentlig nogle yngre, der har mere brug for at få sådan en. Faktisk nyder jeg at være i dialyse, for det giver mig en ny omgangskreds og fuldstændig hvile tre gange ugentlig.
Studsede du, kære læser, over overskriften?
Det gør du næppe længere.

Forrige artikelBits and pieces from the US
Næste artikelDinné og golf på renoveret Hotel Faaborg Fjord
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.