Scorekortet kan se forslået ud efter en runde på den smukke Skovbo ved Borup, der byder på
kuperede huller, åer, søer og egetræer fra Christian den 4’s tid.

De sidste kilometer til Skovbo Golfklub, som ligger på Sjælland lidt vest for Køge, foregår ad smalle og snoede landeveje. De mange biler på parkeringspladsen vidner om at mange har valgt at spille denne lørdag, hvor vejret viser sig fra sin bedste side.
Med klub nr. 138 er Skovbo en forholdsvis ung bane. De 18. huller blev indviet i 2001 og klubben tæller 723 medlemmer og har en ganske stor juniorafdeling med hhv. 22 junior drenge og 9 junior piger (DGU medlemstal pr. 30.09.2019).
”Hvad mon vi skal slå her?” Vi står på tee på Hul 1 og forsøger at stille skarpt på en hulforløb med en smal fairway, der snor sig knapt 180 grader omkring et strafområde med skiftevis vildnis og mose, og en sø, der fylder foran green. Alt kan gå galt på dette 461 meter lange par5-hul, banens sværeste, og jeg gætter på at nogle i tidens løb har givet op og er gået i klubhuset inden hullet er færdigspillet.
Heldigvis får vi lidt mindre nervepirrende udfordringer på de næste huller, som i sammenligning er nemme. Hul 3 er et oplagt birdiehul, og langt slående spillere kan på en medvinds-dag drive green, der 303 meter fra Gul Tee (253 m fra Rød).
Det kan stærkt anbefales at købe en baneguide, hvis man vil undgå ubehagelige overraskelser og begrænse antallet af mistede bolde. Ingen tvivl om at banen belønner præcise slag frem for længde, og dog! Der skal nemlig også slås til dén på de to længste par5-huller, der fra Gul Tee måler hhv. 520 m og 512 m.

Kendt dansk arkitekt

Banen er tegnet af arkitekt Rolf Henning-Jensen, og han har i sit layout bestemt formået at bruge de naturlige elementer og højdeforskelle på bedste vis.
Skovbo er beliggende i et naturskønt område langs Køge Å, som dog ikke kommer i spil, det gør til gengæld andre åer og moseområder. Særligt kendetegnet for Skovbo’s bane er de mange egetræer, hvoraf flere blev plantet på Christians den IVs tid. Træerne skulle oprindeligt bruges til at bygge en krigsflåde, men indgår nu som en smuk bestanddel af baneforløbet. Banen har også et rigt dyreliv of er man heldig vil både rådyr, harer og fasaner dukke op på en runde.
Banen står meget flot. Især greenområder og de store greens, der har et godt rul.
Hul 5 er et super godt golfhul. Hullet måler blot 292 meter fra Gul Tee (224 m fra Rød) og er umiddelbart et oplagt birdiehul. Jo, vist det kan lade sig gøre, hvis man ellers undgår out of bounds og søen, som lurer i venstre side, og man lægger den præcist på den eleverede green. Rough, dén er der en del af, og man skal kigge godt efter i udslaget for at finde sin bold igen.

Op og ned på de bagerste 9
Terrænet på banens første 9 huller er ikke så kuperet, som på banes sidste 9.
Hul 10 spiller blindt op over en bakketop, og drivet skal sidde solidt med god kraft, hvis man skal undgå endnu et blindt slag mod flaget. Hul 11 har ligeledes et blindt udslag, og er et noget tricky hul. Det kan være svært at se hulforløbet, og mon ikke en del kommer til at slå den direkte ud i roughen, fordi man knapt nok kan ane fairway fra tee. Ellers er der en forholdsvis god mulighed for at nå næsten op til green på det 313 meter lange hul fra Gul Tee (og 264 m fra Rød), der efter doglegget falder en del ned mod green. Men det vil være med risiko for at bolden triller ud af fairway og forsvinder i roughen.
Fra green på Hul 11 går man lidt op ad bakken. Wauw! Udsigten til vel nok banens smukkeste hul er betagende. Fra teestedet på Hul 12 har man et godt overblik over hullet, som falder brat i begyndelsen og ender 476 meter længere fremme (409 m fra Rød). Dette par5-hul, der er banens næst sværeste, kræver et præcist udslag. Lykkes det at sætte bolden på den smalle fairway, som skråner og sender bolde ud i roughen, ja så venter et vanskeligt tredje salg til indspil; green er beskyttet af to bunkers i spilleretningen og levner ikke meget plads til at lande bolden på den kuperede green.

Smuk afslutning
Hul 17 er et super smukt og spændende par3-hul, hvor man står højt og spiller ned til green med sø i forkanten og skoven i bagkanten, mens Hul 18 efter anlæggelse af den store sø for en del år siden sætter en markant afslutning på runden.
Der er masser af spilleglæde at hente i Skovbo, og ”god value for money”. Greenfee for Seniorer er blot 225 kr. på hverdage og gælder hele dagen.

Skovbo Golfklub
Dalbyvej 50
4140 Borup
+45 7020 0282
info@skovbogolfklub.dk
www.skovbogolfklub.dk

Forrige artikelDinné og golf på renoveret Hotel Faaborg Fjord
Næste artikel40 år med Bobby The Pro
Avatar photo
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.