Fire danske kvinder indleder i morgen kampen for at opnå et kort til Ladies European Tour (LET) på La Manga i Spanien. Men der mangler ét navn på startlisten; Puk Lyng Thomsen.

Den 24-årige frederikshavner blev professionel i november, med det helt erklærede mål at spille sig gennem Q-school til LET. Men hun endte med ikke at komme med i pre-kvalifikationen, der begyndte i dag. Årsagen er netop, at hun er professionel!

– Jeg spurgte LET om det var bedst i forhold til at komme ind i kvalifikationen, at jeg forblev amatør eller at jeg blev professionel. De svarede, at de ikke vidste det. Ud fra entrylisten kunne vi dog se at ikke-kategoriserede professionelle tilsyneladende kom foran ikke-kategoriserede amatører, så ud fra det besluttede jeg, at det ville være bedst for mig at blive professionel med det samme. Det viste sig imidlertid ikke at være rigtigt opfattet. Med min rangering som amatør havde jeg været kvalificeret til pre-kvalifikationen, men fordi jeg var blevet professionel, endte jeg i stedet som nummer seks på reservelisten, siger en meget, meget ærgerlig og ked af det Puk, som er i et snedækket Nordjylland i stedet for i et solrigt Spanien.

Løbet kørt

– LET har siden erkendt, at det er en uheldig situation, men det kan jeg ikke bruge til noget, siger hun. Da alle 156 deltagere i pre-kvalifikationen torsdag havde tjekket ind på La Manga – ligesom de tre øverste reserver – var løbet kørt for Puk, som i stedet må benytte 2023 til at spille sig ind på LET ved at deltage i de meget mindre LETAS-turneringer.

– LET er alt jeg har gået efter, siden jeg blev opereret i ryggen, så det er et hårdt slag og jeg har virkelig været langt nede de sidste par dage, hvor jeg har håbet at der ville ske et eller andet, som så ikke skete. Det er virkelig noget møg. Men jeg må så bare stille op og vinde nogle LETAS-turneringer, siger hun.

De fire danskere, der kom ind i pre-kvalifikationen er Linette Holmslykke, som ikke holdt sit kort sidste sæson, Fie Olsen, der spillede LETAS sidste sæson, ny-professionelle Sofie Kibsgaard Nielsen, der fik et par LETAS-turneringer i efteråret og derfor lå højere på listen end Puk, og endelig Cecilie Finne-Ipsen, som fortsat er amatør, og er kvalificeret på grund af sin verdensrangliste-placering på amatørranglisten.

Pre-kvalifikationen spilles på La Manga North og South baner fra lørdag til tirsdag. Fra næste lørdag og fem runder frem til onsdag spilles Final Qualification – samme sted. 62 spillere og lige går videre fra Pre-kvalifikationens fire runder til Final stage, hvor der er 20 kategori 11-kort på spil – også her er der et kort hvis man der på delt 20.-plads.

Foto: Jesper Vinzents

Forrige artikelStærke præstationer af Joachim og John
Næste artikel8 prominente golfspillere, der nyder at spille poker
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.