For et år siden overtog Peter Lassen Roskilde GKs restaurant Kontoret. Han overvejede grundigt et nyt navn, der signalerede forandring og forventning, men ikke overmod. Derfor valgte han ikke Albatross, men Birdie!
– Vil man af med kunderne, skal man bare holde lukket, konstaterer han og holder helårsåbent. Derfor kunne man hente jule- og nytårsmiddag hos ham, og ved Ældremaden i Roskilde er han et alternativ for brugerne. Uge for uge leverer han til flere.
Hans højre hånd, Christine Bergh, er ikke blot glimrende til smørrebrød, men kan også som chocolatier fremtrylle ekstraordinære lækkerier, der også passer fint, når hun åbner baren.

I klubbens vedtægter læste Lassen, at et mål er ’at styrke og fastholde det sociale engagement’. Det arbejde ville han være en del af. Klubben har en åben og god bestyrelse, og der er adskillige arrangementer i restauranten, bl.a. modeshow og gourmetaftener. Desuden tilbydes hver torsdag flæsk til 99 kr. Omkring 90% af deltagerne i turneringer i klubber i klubben spiser bagefter.
Beboerne i omegnen har taget spisestedet til sig, så der som regel er et hyggeligt miljø i lokalerne.

Lassen regner med, at fortsætter det gensidige gode forhold mellem ham og medlemmerne, kan de tre år, han har kontrakt på, blive til adskilligt flere.

Forrige artikelParløb på Arnie’s Place
Næste artikelPå rette hylde
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.