Hvad enten du vil opleve stor kunst, studere skønne slotte og herregårde, vandre, sejle, cykle – eller spille golf – er Fyn sagen

Fyn og omliggende øer er så fulde af dejlige oplevelser, at ingen behøver ærgre sig over, at de ikke kan komme til udlandet.
I gamle dage skulle skoleelever lære remsen Odense, Bogense, Middelfart, Assens, Faaborg, Svendborg, Nyborg, Kerteminde og Ringe udenad. Lad os prøve, om den stadig dur.

Odense
Den fynske hovedstad bærer præg af at være H C Andersens by. Ikke blot kan man besøge H C Andersens Hus, men rundt i byen illustrerer spændende skulpturer hans eventyr.
Man kan sejle på Odense Å, som ’Sejle op ad åen’ handler om. Man kan gå i Odense Zoo og ikke mindst nyde pingvinhuset, især på en varm sommerdag. Man kan i Den Fynske Landsby se bygninger fra Danmarks fortid, og man kan besøge det bjergtagende Danmarks Jernbanemuseum med perler for hele familien.
Golf: I det sydlige Odense ligger to skønne, velholdte baner. Odense Eventyr Golf med tre 9 huls-sløjfer og et klubhus med dejlig udsigt fra restaurant og terrasse samt Odense GK, Danmarks femteældste, med en 18- og en 9 huls-bane.
I byens periferi ligger Blommenslyst, der ikke mindst, når frugttræerne blomster, er usædvanligt naturskøn, og Langesø, hvor man skal vælge de rigtige klodser at spille fra, da der på flere huller kræves et langt udslag. Langesø har Danmarks eneste Himalayagreen med forbillede i St. Andrews.
Når det gælder overnatning, har Vissenbjerg Storkro pakketilbud med golf på mange baner.

Bogense
Bogense indbyder til spisning på havnen, hvor skulpturen af havfruen Elle tager imod. Bogense har en fin kopi af Manneken Pis, klokkespil i kirken, kulturcentret Kanonhallen, der ejes af Finn Gramvad, som også er indehaver af HCA Golf med Boxen.
Der er skønne naturstier, badestrande og et herligt vådområde fuldt af fugle lige op til golfbanen.
Golf: HCA Golf er tegnet af Line Mortensen med linkspræg. Den er helt flad og har en tur ind om rosenhaven på vej mod signaturhullet 18, der går helt op til den glimrende restaurant.

Middelfart
Også Middelfart byder på enestående natur og sågar en hvalsafari, for Lillebælt er fuldt af marsvin. En flot oplevelse er Bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro med udsigt til hele Naturpark Lillebælt. Et smut til Fredericia med minder om historiske slag og indvandrede huegenotter kan anbefales, og desuden er der keramikmuseet CLAY, omdøbt fra det stærkere navn Grimmerhus.
Golf: GK Lillebælt ligger uendelig smukt med udsigt over Lillebælt. Den har to Piet Hein-skulpturer og 18 flade huller, som ikke længere skæmmes af højspændingsledninger, og som i øvrigt jævnt hen er opgraderet siden anlæggelsen.

Assens
Assens er perfekt til aktiv ferie, ikke mindst med mountainbike ruter og mange muligheder for lystfiskeri.
Mange vingårde ligger på egnen, blandt dem Agger Vin og Parkgolf, hvor man kan kombinere vinsmagning med den specielle form for parkgolf, der er udgået fra den japanske ø Hokkaido og for tiden breder sig, ikke mindst i Danmark.
Golf: Barløseborg er en perle, som man oven i købet kan overnatte på. Den byder på en 18- og en 9-hulsbane, begge i fremragende stand, og under spillet kan man studere såvel råvildt på fairways som havørne i luften.

Faaborg
Faaborg er et kunst- og kunstnercentrum. Man får en ide om det, når man ser Kai Nielsens Ymerbrønd på Torvet, men ellers kan man gå på Faaborg Museum og ikke mindst se værker af Fynboerne, der udgik fra Faaborg og Kerteminde.
Fra Faaborg kan man tage på øhop og vandreture med shelters. Man har også en af Danmarks længste og sejeste bakker at cykle op ad lige ved siden af golfbanen. Badestrandene er perfekte, og det renoverede Hotel Faaborg Fjord er perfekt som udgangspunkt og tilbyder glimrende golfpakker, der inkluderer mange golfbaner og byder på fin gastronomi. Ikke mindst er det et fint mål for klubber i klubben.
Golf: Faaborg GK glemmer man ikke lige. Den er stærkt kuperet og byder på store naturoplevelser, såvel på banen som i form af udsigt over Det Sydfynske Øhav.

Svendborg
Svendborg ligger betagende ud mod Svendborgsund, som en imponerende bro fører over til Tåsinge som vejen videre til Langeland med tusindvis af gravhøje, Kong Humbles grav, koldkrigsmuseum og flokke af vilde heste på mange hundrede hatformede bakker.
Man sejler til mange øer, bl.a. Ærø, som alt er vand ved siden af, og hvor man skal huske at se Flaskepetters Samling i Ærøskøbing.
Svendborg har en sydlandsk atmosfære i centrum, og med atmosfærefulde restauranter og cafeer er byen af bl.a. frugtavlere, træskibsejere og bridgespillere valgt til årlige festivaler.
Golf: Se vedstående om Svendborg GK, men den meget hyggelige Langeland GK og naturperlen på Skjoldnæs, Ærø, er også blandt de baner, som det ville være ærgerligt ikke at få spillet. Især Ærøs hul 10 vil man aldrig glemme.

Nyborg
Nyborg har et stolt Danehofslot under stadig forbedring, som er centrum for stadigt flere aktiviteter med tema fra riddertiden. Byen er smuk med volde i centrum og en lækker sandstrand ud mod Storebælt, hvor broen også er en æstetisk oplevelse.
Golf: Sct. Knuds GKs bane blev indviet i 1954 og er stadig skøn såvel at spille som at opleve. Klubhuset er rummeligt, og det er en fornøjelse af benytte terrassen ud mod banen.

Kerteminde
Amandas by har to perfekte badestrande med beachvolley, surfing og minigolf. Johannes Larsen Museet og Østfyns Museer byder på alt fra fuglemaleri til Ladbydragen, en kopi af det vikingeskib, der blev fundet i Ladby. Byens centrum oser af atmosfære, og en byvandring er et must. Restaurationerne rækker fra Pias Pølsevogn til Rudolf Mathis, og man skal afsætte en times tid til at stå i kø ved Vaffelhuset, et af Danmarks bedste ishuse. I normale år er Kerteminderevyen et must.
Golf: Great Northern er en verdensklassebane, som selv for veltrænede kan være hård at gå, fordi man tre gange skal op på Over Kærby Bakke og nyde den bjergtagende udsigt. Greenfee er øens højeste, men der er pakker med spisning på Restaurant EAT, overnatning på et af de små hoteller ud mod banen og en runde golf.
En af landets mindste golfbaner, Sølykke, ligger med sine 9 huller i Rønninge og er en romantisk og fornøjelig oplevelse i dejlige omgivelser.

Ringe
Ringes største turistattraktion ligger få kilometer væk i Kværndrup, Egeskov Slot, Europas flotteste og mest majestætiske vandborg. Med veteranbilmuseum, iøjnefaldende genrehaver, Superæg, mulighed for alt fra stille leg til vild klatring, labyrint og meget andet.
Golf: For mere end 10 år siden blev Henrik Jacobsens bane indviet og viste sig at være meget svær. Siden er fairways gjort bredere, og roughen er udtyndet, så man kan finde sin bold. Med en greenkeeper, der har udrettet mirakler med fairways og greens, står banen bedre end nogensinde.
Mellem Ringe og Svendborg findes desuden i Gudme en charmerende 9 huls bane, som løber gennem en velduftende og i blomstringstiden overmåde smuk frugtplantage.

Forrige artikelVild finale i vente
Næste artikelPå kanten af Kattegat
Avatar photo
John Kristensen, 57 år, er ejer af MagMedia, som udgiver aviserne GOLFBLADE, TENNISAVISEN og SKIAVISEN. John er uddannet cand.merc. i afsætning fra CBS, og har mere end 30 års erfaring fra udgivervirksomhed. John spiller gerne golf når tiden tillader det.