Masser af højdepunkter på Danmarks fladeste bane.

Helt nede i landets sydvestligste hjørne ligger Danmarks fladeste golfbane. Tønder Golfklub er bogstaveligt talt flad som en pandekage. Kun ét sted undervejs rundt på de 18 huller, skal man gå lidt op og ned – det er et par meter op på den vold man har opbygget til 2. huls herretee, og hvorfra man stort set kan skue ud over trefjerdedele af banen.
For damerne afhænger banens højeste punkt helt konkret af, hvor højt de tee’r bolden op.
Alligevel er der masser af højdepunkter på den smukke bane i marsklandet, som blev indviet Kristi Himmelfartsdag i 1993 med første slag af den siddende borgmester og en pro-am, der havde deltagelse af en talentfuld ung mand ved navn Thomas Bjørn.
En egentlig relation mellem Bjørn og Tønder er der ikke, men ikke desto mindre står en af hans Ryder Cup-bags udstillet i klubhuset, hvor man også kan finde en signeret handske og sko – ECCO sko, naturligvis for den nærliggende skofabrik er en god, trofast og helst ret anonym sponsor for den lokale golfklub, der blev stiftet i 1988 som medlemsklub nummer 88 i DGU.
Der skulle altså gå fem år fra golfklubben blev stiftet til den nuværende bane blev taget i brug, og i den mellemliggende tid kunne de ca. 200 lokale golfspillere dels træne på den kunstigt oplyste fodboldbane i byen, dels spille golf som gæster i Toftlund.
Klubhuset er indrettet i en gammel landbrugsejendom, Tidsholm, og banen er anlagt på de 15 hektar tidligere landbrugsjord omkring gården. I foråret kunne man indvie en smuk tilbygning til klubhuset, der er finansieret helt uden at klubben måtte optage lån. I stedet man modtaget forskellige former for udviklingsstøtte og førnævnte skofabrik spyttede også lidt i kassen. Det nye rum er stort og lyst og har udsigt til en del af hullerne.

Fladt er ikke kedeligt
Hvis man går og tror, at en helt flad bane er kedelig, så tager man fejl i Tønders tilfælde. Det er meget varieret bane, der veksler mellem lange, udfordrende par4 og par5 huller – man skal huske, at vinden har en stærk indflydelse hernede, tæt ved Vadehavet og den dansk-tyske grænse – og nogle fine par3-huller, der stiller krav til korrekt valg af jern. Adskillige steder gennemskæres fairways af smalle afvandingskanaler og flere steder er der søer i spil. 10. hul er blevet omlagt fra at være et kort par4 til et meget strategisk par5, og det markerer samtidig overgangen fra en meget åben parkbane til en håndfuld ganske forrygende skovhuller, hvor man virkelig skal kunne slå lige og samtidig kontrollere længden. De strategiske skovhuller – bl.a. 14. hul, der er et 90 graders dogleg venstre, par 4 – er virkeligt sjove. Klubben arbejder på at forbedre greens og man er godt på vej. På en varm sommerdag i juni, da vi besøgte banen løb greens vel omkring 9 på stimpmetret, og de tog både godt i mod bolden og holdt linjerne fint. Der foregår løbende små forbedringer af den charmerende bane, man er således i gang med at anlægge et nyt teested på 11. hul.
Besøger man Tønder og marskområdet må man bestemt ikke snyde sig selv for en tur på Tønder Golfklub. Bemærk, at der ikke er nogen restaurant. Man kan trække øl, vand og søde sager i en automat til billige penge, og så kan man jo meget passende tage frokosten inde i den charmerende Tønder by, der ligger ca. seks kilometer væk.

Boks: Greenfee tilbud
Sidste år fejrede Tønder Golfklub 30 års jubilæum, og i år har man indviet både et nyt klubhus og en flot, ny puttinggreen. Det fejrer klubben ved at tilbyde greenfee på blot 175 kr. alle ugens dage i hele 2019. Det er uden tvivl det bedste tilbud, du får i år.

Fakta
Tønder Golfklub
Tidsholmsvej 6, 6270 Tønder. Tlf.: 7473 4313. email@toendergolfklub.dk www.tondergolfklub.dk.
18 huller, par 73. Længde: 5.967-5.086 meter (2 teesteder; gul – rød).
Greenfee: 175 kr. i hele 2019, normalt 300 kr.

Faciliteter:
Proshop ÷, Café ÷, Øl/sodavand/kaffeautomat √, Udlejning af golfbil √, Omklædning/bad √, Overdækket driving range ÷.

Forrige artikelSeks danskere i Irland
Næste artikelSilkeborg-Ry er verdens bedste udviklingsklub
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.