Det blev desværre ikke til en triumf for nogen af Højgaard-tvillingerne, der begge virkede noget brugte i slutfasen af Mallorca Golf Open. Til gengæld spillede Jeff Winther i kraftig blæst og med ondt satte pinde en fornem slutrunde i -3, så han kom helt frem som nr. 6 i -12. Faktisk et fornemt titelforsvar.

Den score havde begge tvillinger ligget i, men deres slutplaceringer blev en 16. plads til Nicolai Højgaard i -9 og en 30. plads til Rasmus Højgaard i -7. Nicolai havde været helt fremme på 2. pladsen, og det havde sikret deltagelse i Nedbank Golf Challenge i Sydafrika (top-60), men lige nu ligger han som nr. 67.

Der var drama hele dagen i toppen. Tyske Yannik Paul (billedet/Getty) førte med mellemrum, men lå på tredelt førsteplads, da han slog ud på 18 og altså skulle producere en birdie på det drilske par-4-hul. Søreme om ikke det lykkedes ham, så slutstillingen i toppen blev: 1. Yannik Paul, Tyskland -15. 2. Paul Waring, England og Nicolai von Dellingshausen, Tyskland -14. 4. Dale Whitnell, England og Ryan Fox, New Zealand (sidste runde i +3) -13. 6. Jeff Winther m.fl. -12.

Hvis man tror, at Tyskland producerer vindere på samlebånd ligesom Danmark, er det helt rigtigt. På LET i Indien sejrede Olivia Cowan -13, tre slag foran svenske Caroline Hedwall og indiske Amandeep Drall -10. Smilla Tarning Sønderby blev nr. 43 i +12 og Nicole Broch Estrup nr. 47 i +13.

På LPGA har Lydia Ko, efter at hun i 2021 (gen)fandt fornøjelsen ved at spille golf, nu vundet tre gange. Søndag sejrede hun i BMW Ladies Championship i Sydkorea, hvor hun faktisk er født, selv om hendes nationalitet er new zealænder. Hun var med en slutrunde i -7 pludselig i -21 fire slag foran Andrea Lee, USA.

Der var dansk samling i sidste runde. Emily Pedersen blev nr. 36 i -4 og Nanna Koerstz Madsen nr. 40 i -3.

Forrige artikelGod dansk lørdag på mange fronter – tvillingerne byttede plads – sølv til Smørum
Næste artikelRory McIlroy verdens nr. 1 for niende gang
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.