Blæsten gik også frisk over svenske baner i denne weekend, og det gav en voldsom udskilning i stillingen i en af Skandinaviens stærkeste U-22-turneringer, Junior Masters Invitational på Haversdal GK med Halmstad.

Tidligere vindere er spillere som Linn Grant og Ingrid Lindblad, og fremover kan man tilføje danske Johanna Axelsen fra Ledreborg, der sejrede i -10 foran Josefin Widal -6. Næstbedste dansker blev Benedicte Brent-Buchholz som nr. 7 i +2. Vinderscoren var ny rekord for den traditionsrige turnering, endda med hele seks slag.

Turneringen blev i realiteten afgjort i anden runde, som vil være en, som 16-årige Johanna altid vil mindes. Hun kom rundt i -10, 62, med tre eagles, fire birdies og resten par. Det var en forbedring af banerekorden med tre slag.

To gange holede hun ude fra. En gang trak boldens spin den tilbage i hullet; den anden gang var et slam dunk, så hulkanten måtte repareres bagefter.

Johanne Axelsen fulgte dermed op på successen fra Junior Vagliano Trophy, hvor hun vandt tre matcher for Kontinentet, og med sejren fulgte et stipendium fra Alex Norén Fonden, der skal bruges til uddannelse, som helst skal være indenfor golf. Man kan fx tænke sig, at man kan tage lektioner med en træner.

I drengerækken, som bl.a. har Thorbjørn Olesen blandt de tidligere vindere, blev Mads Heller, Smørum nr. 11 i +2.

Forrige artikelRobert MacIntyre vandt på Ryder Cup-banen i Rom – dramatisk omspil på Challenge Tour
Næste artikelTirsdagsanekdoten ser på ECCO Tours Great Northern Challenge
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.