Copenhagen Challenge by Einar Hessel fik en flot afslutning, da 30-årige Mateo Manassero med en sidste runde i -6 gik helt til tops og fik sin fineste sejr i 10 år og to dage, siden han vandt den sidste af sine sejre på DP World Tour.

I mellemtiden har han vundet en enkelt sejr på Tour of Alps, der har et lavere niveau end ECCO Tour, og han har været gennem alvorlige mentale kriser. Han er hele vejen blevet støttet af sin kone, som han i denne uge undtagelsesvis havde på baggen, så sejren var en triumf for begge. På Jesper Vinzents billedet poserer de sammen med sejrstrofæet.

Hvem ville have troet det efter en første runde i +3. Anden runde i -8 var et mesterstykke, mens -1 i tredje runde ikke var så imponerende. Fjerde runde tog ham til -12, og til det sidste var han truet af Casey Jarvis, Sydafrika, som indhentede Manassero med birdie på 18 blot for at se italieneren gøre det samme. Slutstillingen i toppen blev: 1. Manassero -12. 2. Jarvis -11. 3. Matias Hankala, Finland -9.

Samtilige fire danske spillere spillede sidste runde under par, men der var stor forskel på, hvor meget de var under. Også på, hvordan de lavede deres score. Benjamin Poke spillede for-9 i par, men gik bag-9 i -5 med birdies på fire af de fem sidste huller. Dermed delte han 9. pladsen med bl.a. Hamish Brown, der leverede sin bedste præstation på Challenge Tour. De sluttede i -4.

Jeppe Kristian gik i -3, bl.a. med en eagle på hul 14, og han delte dermed 14. pladsen med bl.a. Alexander George Frances i -3.

En fin præstation af de fire spillere, og Frances fik ekstra erfaringer, da han førte efter to runder og spillede førerbold i den tredje. Der ligger formentlig noget rigtig godt og venter.

Det var en flot turnering på dansk grund, blæsten sørgede for ekstra udfordringer, og danskerne var tilstrækkeligt langt fremme til, at man fulgte dem til det sidste.

 

Forrige artikelRasmus Højgaard spiller førerbold i sidste runde – Alexander Frances faldt tilbage – Smilla Sønderby klarede cuttet
Næste artikelRasmus Højgaard blev nr. 3 i KLM Open
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.