Der er kommet nye bolde fra Callaway, Titleist, Srixon, Wilson – og som noget helt nyt, XXIO.

Hvert år når sæsonen er ved at gå i gang, er butikkerne blevet fyldt op med udstyrsnyheder af forskellig art. I næste blad præsenterer vi en samlet oversigt i vores store Udstyrstema, men her en lille forsmag på nogle af nyhederne.
Der er blandt andet kommet nye modeller af golfbolde på hylderne. Nogle af dem er forbedrede opdateringer af i forvejen kendte bolde. Men der er også to helt nye bolde på markedet, som vi ser frem til at prøve.
Den første hedder Triad og kommer fra Wilson.

Wilson har tidligere været de første til at producere bolde, der var perfekt balancerede, og det er lidt den samme teori, det handler om med Triad, der som man kan se på illustrationen går nye veje i forhold til hvordan 3-lagsskallen er konstrueret.
Normalt består en bold af to halvdele, der ’svejses’ sammen på midten, tidligere med en ganske tydelig ’søm’, de senere år nærmest ’sømløst’ eller i hvert fald næsten usynligt. I Triad består konstruktionen af tre dele. Og fordelen ved det skulle være, at man eliminerer ’skævheder’ i boldopbygningen, derfor får en bold, der er mere stabil, hvilket resulterer i mere lige slag og flere sænkede putts.
Wilson har konstrueret en bold med tre lag, der alle har samme massefylde, da man har flyttet vægt fra kernen og ud til de to yderlag.
Det er en spændende nyhed, som vi er spændt på at teste i spil på banen.

Ny på markedet
Den anden helt nye bold skulle komme på markedet i begyndelsen af marts, og kommer fra japanske XXIO, som jo de senere år har fået stadig større succes på det danske marked med sit uhyre letspillede udstyr, som ikke mindst senior-spillere har taget til sig.
Nu har XXIO også lavet en bold; Rebound Drive, kalder de den, og den henvender sig – selvfølgelig, fristes man til at nævne – til spillere med moderat svingspeed. Det er en 3-lags konstruktion, med en FastLayer kerne og en skal, der giver en behagelig blød føling. XXIO har samme ejer som Srixon, så forvent Srixon teknologi – og kvalitet – i denne bold, der vil kunne fås i hvid, pink, gul og orange.

Videreudvikling
De øvrige nyheder er videreudviklinger af allerede kendte bolde. Forbedringer er der jo formentlig altid tale om. Callaway har fornyet deres Chrome Soft serie, der består af tre modeller. Her har man tilført en ny præcisions teknologi, som man har investeret 50 mio. $ i og som giver endog meget små tolerencer. Er lige kommet i butikkerne og fås med både Truvis og triple Track mønster.

Srixon har i samarbejde med sine tour-spiller udvidet deres Z-Star-serie med en ’Diamond’ udgave, der tager det bedste fra de allerede eksisterende Z-Star modeller og kombinerer dem i én bold. Også selskabets Q-Star-bold er blevet forbedret i nu fjerde generationsudgave.

Og da det er et ’lige år’ – 2022 – så præsenterer Titleist også nye modeller af de bolde, der ikke hedder ProV1. Ny AVX, ny TruFeel og ny Velocity. Bolde, der dækker hele spektret af golfspillere.
Vi forventer, at der også kommer nye bolde fra flere andre producenter i de kommende uger, og præsenterer som nævnt i indledningen det hele i udstyrstema 2022 i marts-udgaven af GOLFBLADET.

Forrige artikelPå Roskildes bane er alle huller forskellige
Næste artikelHøjgaard i top og bund af finalefeltet
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.