Forholdene var næsten for ideelle, da DM blev afsluttet på Eremitagesletten hos Københavns Golfklub. Hverken vind eller væde skabte problemer, men det betød ikke, at der ikke blev spænding i sidste runde, i hvert fald på spindesiden.

Louise Markvardsen fra Smørum (billedet/ Jesper Vinzents)  har tidligere opnået to andenpladser, og det var måske med til at give lidt nerver fra start. Efter tre tidlige bogeys var hendes forspring til Anne Norman fra Rungsted væk, og resten af dagen var Norman flere gange alene i front.

På de sidste seks huller faldt afgørelsen sikkert, da Markvarsen fik birdies på 13 og 17, mens Norman indkasserede bogeys på 15 og 16, så det blev Smørumsejr i -5, mens Norman måtte nøjes med bronzen, fordi ligestillingen mellem hende og Sofie Kibsgaard Nielsen i -2 blev brudt til Morsøspillerens fordel (sidste seks huller). Fjerdepladsen gik til Amalie Leth-Nissen, Hjertespring og Marie Lund-Hansen, Sønderjyske par.

 

Anders Emil Ejlersen (foto: DGU), efter sit albatross-hole-in-one på første runde.

Hos mændene fik Anders Emil Ejlersen godt nok to dobbeltbogeys og to bogeys i dagens løb, men der var også seks dejlige birdies, så hans sejr var aldrig truet. Silkeborgspilleren sluttede i -13 fem slag foran Jonathan Gøth Rasmussen, Søllerød og yderligere et foran Magnus Lomholt, Københavns GK, der fik bronzen på bedre afslutning end Jacob Skov Olesen, Næstved, da begge sluttede i -7.

Anders Ejlersen vandt for nylig også DIAC i sin hjemmeklub og skal derfor nu spille Made in Denmark Challenge. Han siger efter at have vundet DM:

– Det er altid fedt at kunne kalde sig dansk mester. Man tænker, det er det samme som alle andre turneringer, men når man står med pokalen i hånden og ser, hvilke store navne der står på den, får man en unik fornemmelse i kroppen.

– Det har altid været en af mine drømme at vinde de største turneringer i Danmark. At vinde DIAC og DM er egentlig bare lidt surrealistisk.

Forrige artikelFokuser på dine skulder
Næste artikelDen smilende Askepot charmerede og vandt
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.