I sidste runde af Ford Championship på Seville G&CC i ørkenstaten(!) Arizona var det temmelig koldt, og det silede ned under så godt som hele den sidste runde. Flere af spillerne var formummet i vintertøj, og fx Maja Strark havde kæmpestore vanter, der lignede boksehandsker, på mellem sine slag.

Der blev usædvanlig meget tv-tid til Emily Pedersen. Årsagen var ikke, at hun var med i kampen om sejren, men at hun gik sammen med verdens nr. 1, Nelly Korda, som vandt turneringen og udbyggede sin føring i Race to the CME Globe, hvor Emily Pedersen nu er nr. 39 og Nanna Koerstz Madsen nr. 50.

På de sidste huller lavede Nelly Korda birdies, mens konkurrenterne faldt bagud, og slutstillingen i toppen så således ud: 1. Nelly Korda, USA -20 (sidste runde i -7). 2. Rookien Hira Naveed, Australien -18. 3. Frida Kinhult og Maja Strak, Sverige, Mi Hyang Lee, Sydkorea, Lexi Thompson, USA og Carlota Ciganda, Spanien, alle -17,

De to danskere havde vanskelige slutrunder. Vi kunne forstå Emily Pedersens frustration, da putt efter putt sluttede på hulkanterne. Hun reddede sig under par med en birdie på sidste hul og sluttede som nr. 21 i -14. Nanna Koerstz Madsen startede skidt og lå i +4 efter seks huller. På bag-9 brillede hun med fire birdies og en eagle på sidste hul. Dermed gik runden i -2, og hun blev nr. 30 i -12.

I Texas Children’s Houston Open var jævnbyrdigheden kolossal til det sidste. Utroligt nok rakte det for Stephan Jaeger (billedet/ Getty) at spille bag-9 i par og vinde i -12, et slag foran Alejandro Tosti, Argentina, Thomas Detry, Belgien, Tony Finau, Taylor Moore og storfavoritten Scottie Scheffler, alle -17. For Jaeger var det første sejr på PGA Tour efter to tredjepladser.

Ganske usædvanligt svigtede Schefflers putter ham totalt, han var i statistikken blandt rundens allersidste, og det kostede ham den tredje sejr i træk. Mest ærgerlig var formentlig Tosti, der fik bogey på sidste hul og dermed gik glip af et omspil.

Så skal jeg dybt beklage, at jeg ikke havde set, at NSW Open i Australien kun havde tre runder. Det betyder på den anden side, at de to gode danske placeringer står fast, og at Nicole Broch Estrup med sin sjetteplads rykker frem som nr. 11 på Order of Merit, mens Smilla Tarning Sønderby rykker frem som nr. 43.

Forrige artikelJeff Winther nr. 9 – Emma Bunch vinder i USA
Næste artikelTirsdagsanekdoten med aprilsnar fra 2009
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.