Max Faulkner er en af de spillere, der ustandselig dukker op i beretninger om britisk golf fra midten af 1930erne til 1970, hvor han for anden gang vandt The Senior’s Championship.

Han blev født 29/7-1916 som søn af en professionel golfspiller, og lige så snart, han kunne slippe ud af skolen, blev han professionel golfspiller som assistent for sin far, der bl.a. var uddannet af James Braid.
Allerede som 17-årig kvalificerede han sig til The Open på Royal St. Georges, men missede cuttet. Det gjorde han ikke to år senere på Royal Liverpool, hvor han blev nr. 21.
Sin første professionelle sejr vandt han i Addington Foursomes sammen med Stanley Anderson.
I 1938 fik blev han headpro på Leamington Spa og besatte fjerdepladsen i Irish Open. Året efter blev han nr. 23 i The Open, og det virkede, som om han var parat til springet til toppen.
Det satte Adolf Hitler en stopper for, og i stedet tilbragte Faulkner de følgende fem år som fysisk træner for RAFs piloter.

The Open
Efter krigen blev han nr. 6 i The Open 1949 og nr. 5 i 1950, så han var blandt favoritterne, da turneringen for første gang i historien forlod England og Skotland. 148 spillere deltog på Royal Portrush, hvor man udvidede antallet af spillere, der klarede cuttet, fra 40 til 50. Det betød, at den samlede præmiesum steg til 1700 £, af hvilke vinderen fik 300!
Turneringen virkede ikke som turistreklame for Nordirland, for det regnede og regnede og regnede. Turneringen bliver husket for den bedst placerede amatør, Frank Stranahan; for den senere femfoldige vinder, 21-årige Peter Thomsons, debut som nr. 6; og for Max Faulkners eneste sejr.

Et mystisk ledelys
Da Jack Fleck vandt US Open foran Ben Hogan i 1955, havde hans barberspejl forudsagt det om morgenen. Faulkner blev ført til sejren i The Open af det, han kaldte ’a mystery guiding light’.
Hvordan det præcis udfoldede sig, vides ikke, men da han førte med seks slag før sidste runde, var han så sikker på, at han ville vinde, at han skrev et stort antal autografer, som han signerede ’The Open Champion 1951 Max Faulkner’.
Han vandt da også i -3, to slag foran argentineren Antonio Cerda, men desværre må ledelyset være forsvundet, da det blev solskin, for siden kom han ikke nærmere sejren i The Open end en 9. og en 10. plads.
I 2001 blev han ved 50-året for sejren af Dronning Elizabeth tildelt ordenen OBE (Order of the British Empire). Faulkner døde i februar 2005.

Forrige artikelThe Open tilbage i Nordirland efter 38 år
Næste artikelTirsdagsanekdoten: Helle Britt drikker en Helle Britt
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.