Mandag blev der afholdt et ‘hemmeligt’ møde på Bahamas mellem PGA Tour, PGA Tour Enterprises og formanden for den Saudiarabiske investeringsfond, PIF, som finansierer LIV Golf.

PGA Tours commisioner Jay Monahan har overfor amerikanske medier fortalt, at mødet var ‘konstruktivt’, men meget mere er ikke sluppet ud. Heller ikke til PGA Tours medlemmer, som mandag aften modtog et kortfattet memo, der bekræftede mødet, men ikke afslørede detaljer.

Med på mødet på Bahamas var udover Jay Monahan og PIF’s formand, Yasir Al-Rumayyan, også Tiger Woods, som er næstformand i det nystiftede PGA Tour Enterprises og medlem af tourens spillerråd, flere andre medlemmer af rådet og ejeren af Fenway Sports Group, John Henry, der står i spidsen for Strategic Sports Group, der for nyligt har investeret et stort milliard beløb i PGA Tour.

Til ESPN siger Jay Monahan at Yasir Al-Rumayyan på mødet fik mulighed for at møde tourens player directors og fortælle om PIF’s visioner og motivation til at investere i professionel golf.

6. juni sidste år indgik PGA Tour og PIF meget overraskende en alliance, som efter planen skulle have været færdigforhandlet inden nytår. Det nåede man ikke, og i mellemtiden havde SSG meldt sig på banen som storinvestor i PGA Tour, hvilket førte til stiftelsen af PGA Tour Enterprises. Spørgsmålet er derfor om der er plads til PIF i alliancen, eller om ‘krigen’ mellem PGA Tour (og dens allierede, bl.a. DP World Tour) og LIV Golf vil fortsætte med uformindsket styrke.

Angiveligt blev det på mødet diskuteret hvordan man i fald af en forbrødring, vil kunne kunne genindsluse spillere, der har forladt PGA Tour til fordel for LIV Golf.

Det fremgår ikke om der er planlagt fremtidige møder.

Foto: Getty Images

Forrige artikelUgens tv-golf: Morgen, aften og nat
Næste artikelAalborg Golf Klub får markant støtte til Junior Camp
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.