Bravo Niklas!

Niklas Nørgaard Møller syntes  i store kvaler mht. cuttet efter at have gået første runde i -5, men hvad gjorde han så? Gik anden i -6 på trods af, at han godt midtvejs løb ind i to bogeys. Hatten af for det, og han ligger nu nr. 33 i -1 efter en dag med svære betingelser og mange store scorer, og hvor mange stadig var på banen, da spillet blev afbrudt pga. mørke.

Rory McIlroy, der gik de to første runder sammen med Nicolai Højgaard, gik frem i føring i -9, et slag foran Matt Fitzpatrick. Højgaard er delt nr. 11 i -4, men spillede faktisk bedre end til dagsscoren -1.

En dansk trio ligger delt 46, og af dem var især Thomas Bjørn på gyngende grund. Efter at have spillet sig frem i delt føring efter start på hul 10, gik tingene helt skævt på 5-8, som han spillede i +6. Han er heldigvis så rutineret, at han kunne samle sig sammen til en birdie på 9 og komme sikkert på den rigtig side af cuttet. Sammen med Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen.

Rasmus Højgaard ligger som 62 i +1 og kan ikke være sikker på, at cutgrænsen ikke går fra +1 til par. Derimod kan Lucas Bjerregaard i +2 ikke håbe på, at cuttet falder til denne score. Det vil være flot, hvis seks af syv danskere klarer cuttet.

I Lacoste Ladies Open de France førte Nicole Broch Estrup kortvarigt fredag formiddag, og hun ligger stadig nr. 4 i -7, fire slag efter den førende marokkaner Ines Kaklalech og tre efter Meghan MacLarsen.

Også Smilla Sønderby gør det fornemt som nr. 5 i -6. Turneringen er kun på tre dage, så den slutter lørdag.

Open de Portugal på Challenge Tour er afbrudt med spillere, der mangler ni huller. Benjamin Poke ligger aktuelt nr. 22 i -3, mens Oliver Hundebøll efter ni huller ligger på cutgrænsen. Victor Bjørløw er nr. 83 i +2 og har lige som Martin Leth Simonsen +5 og Peter Launer Bæk +7 ingen chance for at få weekenden med.

Endelig bemærker vi, at Steen Tinning før sidste runde er nr. 5 i -5 på WCM Legends Open de France, der føres af Gary Marks -8.

 

Forrige artikelAugust Thor Høst vandt Trust Forsikring Championship sikkert – ni danskere i top-10
Næste artikelSkidt dansk moving day – Lørdagsrundtur med første arabiske sejr på LET
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.