Av for et chok for os alle sammen, da Rasmus Højgaard på tredje rundes korte hul 2 par 3 satte fem slag til med en snemand. Pinden stod meget tæt på vandet, og mens Højgaards første slag var meget tæt på at være perfekt, var de to næste meget sikre våde. Så kom bolden over, og han kunne med et flot putt ‘nøjes’ med +5.

En mere forklarlig bogey fulgte, og så var Højgaard ikke længere i spidsen for Cazoo Open de France, som han ved dagens begyndelse førte med et forspring på syv slag.

Han rystede det flot af sig og gik resten af runde i -3, og det gav ham en fortsat føring i -12 foran George Coetzee -11, Thomas Pieters og Paul Barjon -10 samt Yannick Paul og Antoine Rozner -9. På Gettys billede ser man en noget sammenbidt Rasmus Højgaard.

Lucas Bjerregaard, der har hårdt brug for en topplacering, gik en udmærket runde i -3 og ligger nu nr. 16 i -5. Jeff Winther er nr. 22 i -4, Thorbjørn Olesen og Nicolai Højgaard nr. 37 i -2, Højgaard efter en noget usædvanlig runde med to dobbeltbogeys, tre birdies og 13 pars.

Søren Kjeldsen og Joachim B. Hansen er delt 56 i par.

I Swiss Open, som spilles i Frankrig og i sin første udgave blev vundet af Marcus Helligkilde, kan vi håbe på, at Martin Leth Simonsen følger i hans fodspor. Han ligger som nr. 2 i  -9, et slag efter Jeong Weon Ko, Frankrig, men et foran Ben Stow, England. Benjamin Poke er nr. 58 i +6.

Ved det smukke Dromoland Castle fører Anne van Dam og Moa Folke KPMG Irish Open i -11. Begge de danske spillere var i samme score, ja, Smilla Sønderby faktisk i -12, da hun måtte notere en triple bogey på hul 17 og ligger som nr. 8 i -9. Nicole Broch Estrup ligger til gengæld som nr. 3 i -10, og begge kan stadig vinde i morgen.

PS I Presidents Cup fører USA før tredje dag med 8-2 over det internationale hold, og i Walmart NS Arkansas Championship på LPGA Tour sluttede såvel Emily Pedersen som Nanna Koerstz Madsen som delt 89 i par på første dag af turneringen, der kun går over tre runder. De kæmper nu for cuttet, der aktuelt er -2, og Nanna Koerstz Madsen er i -1 efter 11 huller, mens Pedersen stadig ikke er på banen.

Forrige artikelJuelsminde Golfklub – Seniordamerne fejrede 25 års jubilæum.
Næste artikelEn vanvittig golfsøndag…
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.