Forside Golfbane Simgolf gør mørke tider lysere

Simgolf gør mørke tider lysere

Nyt simgolfcenter i GC Harekær – alle får simgolf-handikap – sommersæsonen er kommet for at blive, og der bliver online-turneringer samt et dansk mesterskab i Simgolf

Vi har tidligere skrevet om Simgolf, at den gør mørke tider lysere, og nu gælder det mere end nogensinde. Mens corona plager de fleste af de øvrige aktiviteter, man dyrker, er alt normalt, når man står i sin golfsimulator og spiller en af verdens bedste baner eller træner ved hjælp af Trackman.

Simulatorhandicap
Til nytår får man ikke bare nyt handikap udendørs, man vil også få et simulatorhandikap. Man starter med det handikap, man har i sin normale klub, og derefter justeres det efter hver runde i Simgolf-centrene efter samme retningslinjer som udendørs.
Det giver mulighed for online-turneringer, hvor man spiller med sit handikap, men ejeren af Simgolf, Keld Jensen, fortæller desuden, at Trackman vil afholde et uofficielt danmarksmesterskab, men at man i dét naturligvis spiller fra scratch.
Nyt Simgolfcenter

Centrene?
– Jo, fortæller Keld Jensen, – Simgolf opretter et nyt center i GC Harekær, hvor der i første omgang bliver opstillet fire simulatorer.
Der er i øvrigt 11 hos storebror i Grøndal Multicenter, men begge steder kan man spille 88 baner fra hele verden. Sidst var tilføjet bl.a. St. Andrews og Rungsted; nu er Valderrama, Wentworth og Adare Manor, vært for Ryder Cup 2026, kommet til.
At banerne skal spilles, som de er lokalt, vil du fx opdage, hvis du spiller den mexicanske Club de Golf Chabultepec. Den ligger i 2400 meters højde, så man skal tage hensyn til, at bolden flyver længere i den tynde luft – også i Grøndalscentret!
Centret i Harekær bliver åbnet i uge 43, og man kan roligt holde sig orienteret, for det vil ikke ske i stilhed. Det bliver en ’Grand Opening’.

Fra 5 måneder til helårs
I år har Simgolf som forsøg haft sommeråbent for medlemmer, der kunne lukke sig ind med deres egen kode. Det har Keld Jensen ventet spændt på konsekvenserne af.
– Ikke mindre end 150 af de 800 faste medlemmer har benyttet muligheden. Ikke bare, fordi juli var meget våd, men også, fordi mange simpelthen bedre kan lide at træne uforstyrret med Trackman til rådighed. Simulatoren byder simpelthen på en ny måde at træne på.
– Derfor vil vi nu holde åbent hele året i stedet for bare i de fem vintermåneder.

Mad og drikke
For mange er det en ekstra attraktion, at Simgolf i Grøndalscentret har sin egen bar, i øvrigt med en velsmagende alkoholfri øl, så man ikke har problemer, når man skal køre hjem.
Skal man spise før eller efter spillet, er nærmeste nabo centrets restaurant, så det eneste, man mangler, når man spiller Simgolf, er regn, blæst, nedfaldne blade og den slags – og det klarer mange sig fint uden.