Skader kostede Hans-Henrik Larsen mulighed for en tilværelse som professionel i fodbold. I stedet har han haft et spændende og givende liv som golfpro i foreløbig 45 år

Som 16-årig fik Helsingør IFs Hans-Henrik Larsen et tilbud fra en engelsk klub, der gerne ville udvikle hans store fodboldtalent. Hans far sagde nej, fordi sønnen først skulle have en uddannelse. Ikke at Hans-Henrik elskede at gå i skole. Han vidste, at hans fremtid var professionel fodbold, men som 17-årig fik han overrevet et korsbånd i en håndboldkamp på et tidspunkt, hvor man ikke vidste, hvordan man behandlede denne type skade.

Golf
Som 11-årig var han begyndt som caddie i Helsingør Golf Club, hvor en ny caddie i starten fik de nærigste betalere og arbejdede sig frem til de mere gavmilde. Hans-Henrik var blandt de ivrigste og blev fast caddie for formanden, ligesom han som 13-årig blev meldt ind i klubben. Caddies havde lov at spille mandag, onsdag og fredag eftermiddag, og da han viste et fint talent, blev han taget under træneren, Per Greves, vinger, sammen med bl.a. Ryan Olsen og Jan Lindberg.
Da han ikke kunne spille fodbold, var det en velsignelse, at han havde golfen, hvor han i 1975 formentlig var den stærkeste danske junior. Han vandt stribevis af turneringer og var i to DM-finaler, så den legendariske BT-sportsjournalist Jørn Larsen slog fast: – Du skal være professionel.

Professionel
Jørn Larsen skaffede en invitation til Italian Open, hvor han kom i forbindelse med en mæcen, der tilbød at finansiere et forsøg på at etablere sig som spillende. Han blev professionel og indmeldt i PGA of Denmark. Den var stiftet i 1971, og han er derfor blandt de ældste, stadigt aktive, medlemmer.
Larsen kom ind i en del turneringer, ikke mindst fordi han var specialist i mandagskvalifikationer, og han havde store oplevelser. Fx da han blev nr. 31 i Italian Open 1977 og spillede sidste runde med det irske koryfæ Christie O’Connor.

Endnu et korsbånd
Om han kunne have slået igennem blev aldrig opklaret, for nu røg det andet korsbånd i en hyggefodboldkamp.
Efter undersøgelserne samlede en sværm af læger og sygeplejersker om hans seng, og overlægen slog fast: – Du kommer aldrig mere til at dyrke sport. Skal jeg finde en erhvervskonsulent, som kan rådgive dig.
Det kunne han spare sig. Hans-Henrik ville klare sig selv, og han kunne stadig gå! Han kastede sig for alvor ud i jobbet som træner, og vennen Arne Tinning skaffede ham arbejde i Dejbjerg, hvor han var i to år, og Gyttegaard, hvor han efter et par år også blev chefgreenkeeper.

Et godt liv
Det blev til et liv, som han har elsket.
– At være klubpro er en livsstil. Man har sin shop, indsamler bolde, underviser, spiller golf med medlemmerne, tager på rejser med dem, og man er i klubben hele tiden. Jeg har i de 45 år aldrig haft en syge- eller feriedag eller talt arbejdstimer.
I 1986 kom han til Søllerød, som ville prøve et nyt koncept, hvor han skulle tage sig af juniorer og unge.
– Det var også lærerigt. Den gang blev man jo ikke uddannet som pro. Det var learning by doing, og i Søllerød skulle jeg ikke kun undervise, men også organisere ting som at bestille færgetider, hotelværelser og den slags.
– Det var en spændende flok, jeg tog mig af. 10-11 stykker blev landsholdsspillere, men ingen af dem ville være professionelle. Det gjorde ikke mig noget. Det sjove har altid været at lære fra sig, uanset hvilket niveau eleverne havde. Det drejer sig om menneskelige relationer.

Et sidste forsøg som spillende

Undervejs spillede han selv ikke så lidt. I danske turneringer tjente han mere end 100.000 kr. i præmiepenge om året og vandt bl.a. DM for professionelle i 1979 og 1985. Han vandt stribevis af de indbringende Pro-Am’s, som var almindelige, før de bedste danske professionelle slog igennem internationalt efter fremkomsten af Thomas Bjørn. Han repræsenterede desuden Danmark flere gange i World Cup …
– men selv om det fx var i Rom og Bogotá, var der grænser for eventyret. Det var en underskudsforretning, og da jeg kom hjem fra Colombia, shankede jeg i to år bagefter!
Han gav en international karriere et sidste skud i 1989-90, igen på opfordring af en mæcen, men opgav igen.
Eventyret på Lolland
Efter Søllerød stod Hans-Henrik Larsen i spidsen for driften af et spændende projekt med en driving range på Nordhavn i København, men den måtte skrottes, fordi den var i modstrid mod de vedtagne lokalplaner.
I stedet kom han i syv år til Vestlollands GK, nu Halsted Kloster. Her oplevede han ikke bare, at hans elever på Halsted Efterskole, hvor der blev oprettet golfcenter i en gammel gymnastiksal, vandt DM for efterskoler, men fik også fik lov til at ændre banen som konsulent. Især bag-9 fik han gjort mere attraktiv. Hul 10-17 ligger på Lollands mest kuperede område, og han fik bl.a. flyttet teestedet på 14, så det har en ualmindeligt smuk udsigt, og i spøg blev teestedet på 16, som blev hævet et par meter, blandt medlemmerne kaldt HHs Høj.

Status
Finanskrisen påvirkede også Larsens liv. Der var ikke økonomi til ham på Lolland, men han hjalp Steen Kaas på hans golfrejser og var kortvarigt i flere klubber, før han havnede i Brøndby GC, hvor han foreløbig har haft seks dejlige år.
– Jeg har haft et godt liv, fordi jeg var så heldig, at jeg lærte golf, før jeg blev invalideret. Jeg har mødt utroligt mange dejlige mennesker, har været rundt i hele Danmark og ikke så lidt i resten af verden også … men selvfølgelig tænker jeg en gang imellem over, hvad der mon var sket, hvis jeg var kommet til England som 16-årig.

Forrige artikelComeback til ikonisk brand
Næste artikelSimgolf gør mørke tider lysere
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.