Borstahusens Semesterby er idyllisk placeret tæt på et hyggeligt lille fiskerleje og en dejlig badestrand i gåafstand til to rigtig gode golfbaner og Svenska Golfmuseet

Populært feriested i 60 år
Borstahusens Semesterby, der ligger mellem en dejlig badestrand og Landskrona Golfklub, blev anlagt i 1960 og har altid været et meget populært rejsemål for især svenskere i 60 år. Feriehusene fra dengang har gennem årene gennemgået en omfattende modernisering og er blevet udvidet med nye feriehuse af rigtig god standard. Her er feriehuse for enhver pengepung: Man kan vælge at bo lidt enklere med fællesbad og prisen er hermed lavere.

Udfordrende baner af høj kvalitet
Jeg har spillet på banerne på Landskrona GK adskillige gange. De to baner Erikstorp og Hildesborg er nemlig flere besøg værd. Med en kombination af overnatning/ferie i Semesterbyen er der rige muligheder for at spille golf, opleve fiskerlejet, besøge Golfmuseet og være turist i Landskrona, der har rigtig meget at byde på.

Erikstorpbanen
Min favoritbane er den ældste af banerne – Erikstorpbanen. Banen er en pragtfuld par 72 park- og seasidebane på 5.635 meter, som i 1960 blev designet af banearkitekt Ture Bruce. I 2007 blev alle greens bygget om fra grunden og sidst er banen forlænget fra par 71 til 72 i august 2017.
Banen har mange udsigtspunkter med et smukt syn mod Landskrona og Øresund. I nord og nordvest ses Hildeborgs- og rönnabergabakkerne. Her er flere udfordrende huller. 9. hul er et par 5 hul på 495 meter fra tee 57 og bliver det alvor, hvis man ikke er specielt langtslående. Fra 10, til 18. hul ændrer banen sig markant og bliver en ægte seasidebane. Man spiller helt ude ved kysten og her er især et par herlige par 3 huller, der spilles direkte mod vandet. Hvis det blæser, skal man tænke sig om ved valg af jern, for det jern man normalt ville bruge, viser sig ofte at være et forkert valg, hvilket viser sig, når slaget bliver kortere end det var hensigten. Alle fairways og greens er super trimmet og er dejlige saftige på trods af det til tider rå klima her på kysten. 12. hul er et par 3 hul, som løber langs bækken og her har mange golfbolde endt deres dage.
Første gang jeg spillede på Erikstorpbanen, opfandt jeg et nyt ord. En Cowdie! 14. hul, som er banens signaturhul, er utroligt smukt. Teestedet ligger højt placeret og man slår over en sø ned mod green med Ven og Øresund som smuk baggrund. Med en smule modvind havner mange bolde i søen, så her kræves virkelig præcision. Slår man for langt til højre, er der stor chance for at lave en Cowdie. Udtrykket opstod, da jeg desværre slog til højre og min bold ramte en ko, der trygt stod og græssede bag et hegn. Da jeg kom ned fra teestedet, stod der en anden ko og slikkede ”min” ko på halsen. Puh ha…. Stakkels køer – her lå mange bolde mellem græs og komøg.

Hildesborgbanen
Da jeg i 2009 spillede på Hildesborgbanen første gang, var det en par 64 bane og den var knap så spændende som Erikstorpbanen. Den blev ligeledes i august 2017 udvidet til en par 70 bane, og er nu blevet en dejlig og spændende bane at spille. Banen strækker sig over Hildesborgbakker ligeledes med udsigt til Ven og Øresund. Den er teknisk svær for den mindre erfarne golfspiller.
Begge baner er virkelig anbefalelsesværdige og jeg glæder mig til at spille dem gang på gang.

Unikt golfmuseum
Man må ikke snyde sig selv for et besøg på Svenska Golfmuseet, som er beliggende i Landskrona GK. Her er et rigt uddrag af golfens historie. Man kan se udviklingen af bolde, jern og køller gennem tiden.
Det svenske golfmuseum har nu eksisteret i 18 år. Museets bestyrelse har besluttet, at udstillingen nu skal genopbygges og få et indhold, der bedre forbinder historien med nutidens svenske golf. Ombygningen vil blive fysisk gennemført i vinteren 2019-2020.

God mad bygges fra bunden
Det er en selvfølge, at god mad laves af gode råvarer og retterne skal bygges op fra bunden, mener Ludvig Odeholm og Dion Liljegren. Restaurant Erikstorp Kungsgård er beliggende i Landskrona GK. Tæt på feriebyen, direkte ved klubhus, Svenska Golfmuseet og den store gårdsplads, hvor man snildt kan forestille sig, at kongen red ind i hestevogn på en af sine utallige rejser gennem landet. Det var Erik af Pommeren. Der helt tilbage i år 1413 byggede gården og herfra stammer navnet Erikstorp. I år 1505 var det den daværende konge, Kong Hans, som skænkede gården til Landskrona. Gården blev dog ilde tilredt under krigen med danskerne i 1600-tallet og lå øde indtil 1687. Kungsgårdene blev bygget flere steder i Sverige, så kongen kunne føle sig hjemme uanset hvor, han befandt sig i landet. Al fordums fjendskab og krig med danskerne er dog glemt her i Landskrona, hvor mange biler holder parkeret med danske nummerplader og man føler sig yderst velkommen overalt.

Forrige artikelKom til Vejle og se eliten dyste
Næste artikelBo og spil med udsigt til Kattegat
Bettina Schjølie er bladets kvindelige islæt, og har ansvaret for modestoffet. Bettina er desuden leveringsdygtig i spændende portræt-artikler af kendte og mindre kendte personer, men som alle har en god historie at fortælle. Bettinas rejseartikler har ofte en ekstra vinkel, i form af inddragelse af wellness.