Tange Sø GKs er smuk, kuperet, fuld af udfordringer og i stadig udvikling.
Den 13 km lange Tange Sø er en del af Gudenåen og oprindelig skabt kunstigt i forbindelse med anlæggelsen af Danmarks første vandkraftværk, men hvad har den ikke gjort for egnen?
Alle former for vandsport udfolder sig. Søen er rig på fisk, luften på fugle – og myg -, engene på bredderne på dyr, kraftværket er en turistmagnet, og udsigten til søen er blandt Tange Sø GKs attraktioner.

Parkbane anlagt i trin
Henrik Jacobsens fine bane er anlagt i flere etaper. Ni huller blev åbnet i 1993, to år efter klubbens stiftelse, men allerede da havde Jacobsen planen til yderligere ni klar.
Klubben har altid sat tæring efter næring og udviklet sig gradvis. 1992 købte man sit klubhus og ekstra jord. I 1997 indviede man de sidste ni huller og havde allerede 600 medlemmer. Siden har man yderligere anlagt en ni hullers pay & play-bane.
Brandlidt klubhus
Klubhuset har haft en omtumlet tilværelse. Først blev det reddet, da det brød i brand efter et lynnedslag, men i 2007 brændte det helt ned som en slags held i uheld. I 2008 stod det nuværende lyse og venlige nye klubhus klar med alle de faciliteter, man kan ønske sig: Omklædningsfaciliteter, sekretariat, proshop og en café med en stor, lækker terrasse foran.

Flot frivillighed
De fleste klubber har stor frivillighed, men Tange Sø er alligevel usædvanlig. Ikke mindre end 11 udvalg tager sig af diverse opgaver. De har forskellig størrelse efter opgavernes natur. Buskrydning og pasning af stier, trapper og kantskæring kræver mere end pasning af muldvarpefælder, men alt bidrager til det perfekte helhedsindtryk, ikke mindst pasningen af rododendronbede, eller at der sørges for tømning af affaldsspande.

Bane med plan
På klubbens hjemmeside kan man finde en visionsplan for udvikling af banen. Med fældning af bestemte træer, styning af andre, dræning, sammenlægning af teesteder, beplantning mellem to huller, som man helst ikke skal blande sammen(!), plantning af åkander i søer etc.
– Vi drøfter hele tiden mulighederne og iværksætter dem, når der er råd til det, fortæller formand Carsten Therkelsen, – nogle ting fortryder vi såmænd, før de er gjort, og erstatter med andre.

Fysisk krævende
Banen virker helstøbt. Den følger landskabets betingelser og er såvel kuperet som har adskillige dogleghuller. 13. hul er først dogleg venstre og derefter dogleg højre, men længderne er sådan, at de fleste kan ignorere det – originalt.
Fra adskillige huller er der betagende udsigt til søen, allerbedst fra green på hul 3 og tee på hul 15. Et af resultaterne af højdeforskellene.
Mange vil finde banen fysisk krævende, men en buggy koster 300 kr., så man opfordrer ikke til at få et bedre flow ad denne vej.
– Det sker dog snart, forsikrer Therkelsen, – Vi overvejer tre forskellige måder, der kan gøre det mindre dyrt at få buggy, hvis man har brug for det. Vi er i øvrigt også i gang med et fremstød over for handikappede, for hvem golf er blandt de bedste sportsgrene.

Vand i spil
Flere af banens bedste huller har vand i spil og er højhandikappernes skræk.
Det gælder fx hul 8 par-5 på 488/389 m. De sidste 100 m til green er over en sø, og der slås fantasifulde oplæg for at komme helt frem til bredden. En dropzone var en overgang afskaffet, men er retableret på den smalle stribe mellem to søer. At hullet ikke er uskyldigt for nogen, fremgår dog af, at det har handikapnøgle 1.
Hul 11 er par 3 127/105 m med udslag fra et hævet teested. Det kan ikke være mere uskyldigt, men der er ofte en del blæst, og desuden er mange ikke gode til at bedømme virkningen af højdeforskel, så der sker hyppige katastrofer.
Hul 4 par 5 492/419 er heller ikke sådan at omgås som greenfeespiller med en sø i højre og et vandløb på tværs af fairway.

Mange greenfeespillere
Tange Sø GK tjener næsten 120.000 kr. gennem XL-golf, der giver mulighed for at spille otte baner for 900 kr. ekstra årligt. Indtægten på greenfeespillere var i 2019 675.000 kr.
– Det er bl.a. et resultat af mund-til-mund-metoden, for vi får stor ros fra vores gæster. De finder vores øvefaciliteter: Driving range, putting green og indspilsområde, gode, men er især glade for vores greens, forklarer Therkelsen, der forståeligt er stolt af sin bane.
Desuden kan alle, medlemmer som gæster, konstatere, at de er meget sikre på banen, der i 2019 fik færdiggjort tre tordenskjul og sat en hjertestarter op – og i denne vinter har 56 medlemmer gennemført et førstehjælpskursus over tre aftener.

PR-fremstød
Therkelsen er ked af, at man netto mistede 35 medlemmer i 2019, så man nu er ca. 670, men det accepterer man ikke bare.
– Vi sætter alle sejl til i vores PR-udvalg og vil markere os på mange måder i lokalsamfundet og være ekstra synlige i forbindelse med Golfens Dag. Vi skal nok komme tilbage over de 700 medlemmer, som vi lever bedst med.

FAKTA
Tange Sø Golfklub
Tange Søvej 68
8840 Rødkærsbro
Tlf. 86658420
Mail: tangegolf@tangegolf.dk
web: tangegolf.dk

9 hullers Pay & Play
Greenfee 100 kr.

18 hullers bane 5848/4864 m fra to sæt tees.
Greenfee 350/400 kr. hverdage/helligdage.
Buggy 300 kr.
Medlem af XL Golf (8 baner for 900 kr.)
Rabatordning med en række andre klubber.

Overnatning fx på Hotel Pejsegården, Brædstrup, der er et godt udgangspunkt for spil på flere baner.

Forrige artikelDet ’ukendte’ Mallorca
Næste artikelGolfstatus
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.