Førstedagen af den 16. Solheim Cup blev lang og intens, og da dagen var omme kunne Europas kaptajn Catriona Matthew være mest tilfreds. Europa holder en smal føring på 4½ point i mod USA’s 3½ point efter de første fire foursomes og fire fourballs.

USA’s kaptajn Juli Inkster blev dog lidt gladere til allersidst, for i begge de afsluttede fourballs lykkedes det USA at vinde 18. og sidste hul og i begge tilfælde skaffe et halvt point for delte matcher.

Først var det verdens nummer 3, Lexi Thompson, der med et fremragende birdie-putt udlignede sin og Jessica Kordas match mod Carlota Ciganda/Bronte Law, efter at europæerne havde vendt 2 Down til 1 Up med tre vundne huller i træk fra 15. Lexi Thompson spillede ellers hele dagen – også i morgenens foursome – et pænt stykke under vanligt niveau, og viste kun i glimt sin klasse.

Comeback

Mens mørket sænkede sig over Gleneagles Resort var det den formidabelt godt puttende Brittany Altomare, der sikrede hende og Nelly Korda et halvt point mod Charley Hull og eftermiddagens bedste spiller, Azahara Munoz, ved at få birdie på sidste hul Det afsluttede et vildt comeback, hvor Europa var 4 Up med seks huller igen, men altså måtte nøjes med en deler.

Inden da havde Ally McDonald og Angel Yin rundbarberet svenskerne Anna Nordqvist og Caroline Hedwall med ydmygende 7&5, og en fantastisk præstation af debuten Anne van Dam havde med som runden skred frem god hjælp fra en ellers shaky Suzann Pettersen sikret Europa et point med en sikker 4&2 sejr over Danielle Kang/Lizette Salas.

Foursomes til Europa

Morgenens foursomes var endt med 2½ point til Europa, sikret via sejre til Munoz/Hull og Georgia Hall/Celine Boutier og en delt match mellem Ciganda/Law og Morgan Pressel/Marina Alex. USA’s point blev sikret på overbevisende facon af søstrene Korda, der uddelte store prygl til svagtspillende Caroline Masson/Jodi Ewart Shadoff.

Lørdag spilles igen fire foursomes fra kl. 9.10, efterfulgt af fire fourballs.

Foto: Carlota Ciganda jubler efter et holet putt på førstedagen af Solheim Cup 2019. (Getty Images)

Forrige artikelHøjgaard nr. 6, Poke nr. 16 og Hillersborg til stage 2, Hovland og Cappelen klarer cut
Næste artikelSøstrene samler på titler og oplevelse
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.