De fleste har hørt om Amalie og Cecilie Leth-Nissen, der vandt EM i år, men der er to søstre mere på vej

– Jeg har aldrig været mere nervøs, fortæller 14-årige Amalie Leth-Nissen.
– Jeg var mere nervøs, da jeg slog ud på første, end da vi startede omspillet, konstaterer 16-årige Cecilie Leth-Nissen.
De taler om det samme: Cecilies single i semifinalen mod Tyskland ved EM for pigehold. Stillingen var 3-3, og danskeren, der havde haft modgang i slagspilskvalifikationen og siddet ude i kvartfinalen, stod med afgørelsen i hånden.
– Anne Norman og jeg havde vundet vores kampe og nåede at se afgørelsen, men det var næsten for spændende, fastslår Amalie.
– Jeg havde egentlig kontrol over tingene på alle huller i forlængelsen, husker Cecilie, og sandt nok. Da hun på 19. hul skulle toputte for sejr fra 11 meter, rullede hun bolden til 1 meter og holede.

Landstræner Anders Danielsen havde set søstrenes momentum og satte dem i finalen mod de spanske favoritter sammen i foursome for første gang ved EM. De kvitterede med et helt point, og siden var Amalie blandt de tre, der sikrede guldet med sejre i deres singler.
De er enige om, at de historiske guldmedaljer er det største, de endnu har oplevet, at de oplevede et fantastisk holdsammenhold og …
– … det var nogen utroligt fede busture fra banen efter kampene!

En familiesag
Da Christian Leth-Nissen tog den da 9-årige Cecilie med til Golfens Dag 2012, havde han næppe drømt om, hvor meget det ville reducere hans eget golfspil.
Året efter begyndte Amalie at spille, og siden er tvillingesøstrene Sofie og Marie, der nu er 12 år og begyndt at husere i toppen af deres aldersgrupper, gået i gang.

Fire søstre. Kun to forældre, der gerne vil støtte alle. Det har udviklet sig, så Cecilie hyppigst har sin mor Lise og Amalie mest sin far med – når de ikke samtidig skal tage tvillingerne.
Det varede et års tid, før pigerne blev klar over, hvor meget de ville satse. Cecilie vandt DM for sin årgang i 2014, Amalie vandt DM for sin i 2015, og begge har spillet så meget, de kunne for deres skolegang.

Skole og fremtid
Det er ikke noget problem for Amalie, der bor fem minutter fra banen i Hjortespring, mens Cecilie er begyndt på fireårigt idrætsgymnasium på Falkonergården, så hendes cykeltur nu er på 35 minutter.
Begge søstre drømmer om at satse på golf, men begge vil tage en uddannelse først, så Amalie regner også med at tage det fireårige gymnasium på vejen. Ingen af dem regner med at skulle på college i USA.

Golfspillet

Før EM var Amalies største oplevelse Evian Junior Cup U/14, hvor hun blev nr. 6 i 2017 og nr. 2 i 2018, og hvor deltagerne bliver behandlet som superstjerner; men hun har også flotte internationale præstationer som at nå kvartfinalen i British Amateur og 1/8-finalen i French Amateur. I Danmark har hun bl.a. vundet fire afdelinger af pigernes/kvindernes Elite Tour samt Mølleåen Open og Møn Open.

Cecilie har vundet årgangsmesterskaber to gange og vandt efter EM DM for juniorpiger.
Ingen af dem er færdige med årets internationale sæson. Cecilie skal spille Duke of York Trophy på The Open-banen Royal Portrush i Nordirland, mens Amalie først skal spille Junior Solheim Cup og derefter til VM.

Styrker og svagheder
Begge har haft og har stadig Anders Danielsen som træner. Først i Hjortespring og nu som landstræner.
Cecilie mener, at hendes stærkeste side er evnen til at håndtere sine nerver, og at hun putter godt. Amalie mener, at hendes bedste side er evnen til at ride på bølgen i medgang.

Begge mener, at deres største problem er at glemme dårlige slag og blive sure eller skuffede over deres egen indsats.
Begge er klar over, at livet skal rumme andet end golf, selv om det er svært ved siden af skolen, men begge fremhæver at læse bøger og samværet med venner som vigtige.

Kvartet i samme turnering
Alle fire søstre har flere gange spillet samme turnering, om end i forskellige grupper. Det skete senest på Elite Tour/ Girls Only i Haderslev i begyndelsen af august. Så skal ingen vælge, hvem der skal rejse sammen, og alle kan glæde sig med den, den har den bedste turnering. Her var det Amalie, der vandt Elite Tour for fjerde gang.

Forrige artikelSmal europæisk Solheim Cup-føring
Næste artikelAvanceret hybrid fra Callaway
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.