Næstved Golfklub tænker kreativt, og tilbyder en banelængde, skræddersyet til netop dig.

Der er smukt i Næstved Golfklub. Fra terrassen foran klubhuset, der er indrettet i en gammel landejendom, står man med en fantastisk udsigt over Karrebæk Fjord og Gavnø, en udsigt, der har gjort golfklubbens restaurant til et meget yndet spisested også for ikke-golfere. Samme udsigt nyder man på første hul, et drilsk par3, der måler 162 meter for herrer og 135 meter for damer. Men hov, sådan er det slet ikke længere i Næstved Golfklub. Her er der mange flere længder, at vælge imellem.

Klubben har et driftigt medlem, Niels Truelsen, som har spillet golf i 40 år, og som alligevel ikke er det mindste forstokket af gamle dogmer. Han var initiativtager til, at golfklubben som den vist nok første i Danmark fik en bane, der kan spilles fra seks forskellige længder, vel at mærke indarbejdet så snedigt, at alle banens forhindringer hele tiden er fint i spil.

”Min oprindelige plan opererede med otte forskellige længder, men kompromiset blev seks,” fortæller han. Kun den korteste valgmulighed, Pink bane, har krævet at der blev anlagt nogle nye teesteder.

”Baggrunden for at lave længder, der nu går fra 6.222 meter for elitespillerne til 4.246 meter, er at give alle muligheden for at spille en bane, der både samlet set længdemæssigt stemmer overens med deres formåen, men også hul for hul er afstemt, så udfordringen er bevaret, er at give alle den bedste oplevelse. Herrer, der spiller de Grønne, Blå og Røde baner, vil stadigt blive udfordret, men af alt andet end lige længden,” siger Truelsen, som vi spiller de første ni huller med på Blå bane, der måler 5.304 meter. Og han har helt ret. Man kan sagtens stadig bruge driveren, træer, bunkers og hazarder, der bør være i spil, er det, og så er det bare sjovere, lidt oftere at stå med et kort jern eller en wedge i andetslaget, i stedet for at skulle fægte med et 5-jern på et par4 hul. Par5-hullerne vil mange kunne gå efter i to, og ’alle’ nå i tre.

Populært blandt medlemmer og gæster

Efter den obligatoriske tilvænningsperiode, har både medlemmer og gæster taget varmt imod nyskabelsen, siger daglig leder af den privatejede golfbane, Niels Midtgaard, som jeg spiller de sidste ni huller med. ”Kun den korteste bane, har vi lidt færre runder på, fordi mange kvinder, den længde passer til, vælger at spille fra Rød sammen med deres mænd,” siger han.

Greenfee-gæsterne, der for størstepartens vedkommende er fra Sverige, er også begejstrede. De oplever, at få en bedre oplevelse af en ny bane, end det havde været, hvis banen var for lang.

”Mange klubber har talt om at øge længden, og udvide med backtees, men for 90 procent af alle golfspillere, er det den anden vej, der er behov for tilføjelser,” siger Niels Truelsen. Næstved kan i dag spilles fra 6.222 (Hvid), 5.762 (Gul), 5.516 (Grøn), 5.304 (Blå), 4.889 (Rød) og 4.446 (Pink), og stod det alene til Niels Truelsen, kunne der sagtens tilføjes to mere; 5.080 og 5.970 meter. Ideen har bredt sig til bl.a. Rønnede hvor man også lige har indført en bane, med seks forskellige længder.

Tre baner

Sydsjælland er ikke den del af Danmark med flest golfbaner. Sådan som vi har defineret regionen, er der faktisk kun tre. Udover Næstved Golfklub vest for byen, er det Sydsjællands Golfklub i Mogenstrup ca. syv kilometer mod sydøst, og Rønnede Golfklub ovre i den østlige del af regionen, meget tæt på Sydmotorvejen.

Sydsjællands Golfklub har eksisteret siden midt 70’erne og er i dag en meget smuk, klassisk parkbane. Rønnede har klubnummer 190, men helt så ny er den dog ikke. Den lille klub har været gennem vanskelige tider og rekonstruktion, derfor det høje nummer. Det er en tricky kuperet bane med en å, der gennemskærer hele banen og er i spil på adskillige huller.

Forrige artikelSkønne Bornholm
Næste artikel“At spille golf igen er mit største mål”
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.