Halløj for en slutrunde af Martin Leth Simonsen i Jordan Mixed Open. Jyden, der repræsenterer den 10 års-jubilerende Hobro GK, gav sin klub noget at juble over til søndagens åbningsmatch, da han i slutrunden avancerede fra nr. 20 til nr. 3 med en formidabel præstation.

Efter en ‘fredelig’ for-9 med fire birdies og en bogey satte han turboen på. Eagles på 14 og 17 suppleret med tre birdies og to bogeys i farten betød en runde i -8 og en udelt tredjeplads i slutstillingen.

Simonsen har spillet overbevisende i starten af året med tre placeringer i top-11, bl.a. nr. 8 i Magical Kenya Open, men præstationen i Jordan, hvor der deltog 20 fra Challenge Tour, 20 fra LET og 20 fra veteranernes Staysure Tour, er hans bedste præstation til dato og fornemt fra en placering som nr. 850 på Verdensranglisten.

Turneringen vandtes af hollænderen Daan Huizing -16 foran Meghan MacLaren -14, og det var en kolossal skuffelse for den engelske spiller, efter at hun på for-9 havde været fem slag foran Huizing.

Emily Pedersen besatte en nydelig 25. plads i -5 og ærgrede sig formentlig over de ni pladser, der forsvandt med en dobbeltbogey på 17, men stadig var der fremgang at spore. Lasse Jensen blev nr. 33 i -3 efter en sidste runde i par.

I den kommende tid vil man analysere grundigt, om turneringens format viste sig at være fair for de tre grupper. Ifølge Emily Pedersen var det generelle indtryk, at det var lidt venligt over for Challenge Tour-spillerne, men det tog hun sig ikke meget af, men koncentrerede sig om sit eget spil.

Forrige artikelMasters: Respekten for amatører
Næste artikelAfprøv dit golftalent i Vejle Golf Club
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.