Når PGA Tours off-season turnering QBE Shoot-Out er slut på søndag er det for sidste gang i sin nuværende form. Makkerformatet bevares, men fra næste år spilles turneringen som en mixed-turnering med hold bestående af en LPGA Tour-spiller og en PGA Tour-spiller.

Der spilles i år igen på den Greg Norman-ejede Tiburón GC i Florida, hvor LPGA Tour lige har haft sin sæsonfinale, og feltet består af 24 spillere, der danner 12 par. Allerede i år deltager to kvinder, Nelly Korda og Lexi Thompson, sammen med bl.a. Cameron Young, Sepp Straka, Max Homa og Matt Kuchar, Jason Day, Steve Stricker og Billy Horschel. Forvent vilde scores.

DP World Tour fortsætter sin turné rundt i det sydafrikanske ‘sommerland’ (det er jo sommer der nu) med Alfred Dunhill Championship på den gudesmukke Leopard Creek GC på kanten af Kruger National Park, hvor du kan forvente at vilde dyr ofte tager opmærksomheden.

John Axelsen, Christoffer Bring og Martin Leth Simonsen fortsætter det sydafrikanske eventyr, det samme gør Joachim B. Hansen i håb om at finde lige præcis dén uge, der ændrer han tabte DPWT-status til det bedre. Og så sæsondebuterer Niklas Nørgaard Møller.

Ham kan du læse et stort interview med i årets sidste udgave af GOLFBLADET, der kommer ud og ligge i golfklubberne på fredag – hvis vejret ikke bliver til at spille, så tag en tur forbi og hent bladet, så er der noget at læse i mens snevejret truer.

Lørdag nat kan man på Discovery+/GOLFTV/Eurosport fra midnat opleve årets ‘The Match’ hvor Tiger Woods og Rory McIlroy krydser klinger med Justin Thomas og Jordan Spieth på Pelican GC i Belleair, Florida. Det er den syvende udgave af opvisningsarrangementet, og forvent ikke meget andet end at se nogle stjerner hygge sig og slå nogle ind i mellem forrygende golfslag.

TV-tider: QBE Shoot-Out, Discovery+/GOLFTV (sidste udsendelse)/Eurosport fredag-søndag fra kl. 19.

Alfred Dunhill Championship, V Sport Golf, torsdag til søndag fra kl. 11.

The Match, Discovery+/GOLFTV/Eurosport lørdag fra midnat.

Niklas Nørgaard Møller sæsondebuterer i Sydafrika (Getty Images)

Forrige artikelTirsdagsanekdoten: Et globalt samarbejde er på vej – Hvilket sving skal Charlie Woods vælge at kopiere?
Næste artikelKlubnyt: Tidligere landstræner rykker sydpå
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.