Det blev ikke nogen stor dansk åbningsdag på Alfred Dunhill Championship på Leopard Creek i Sydafrika. Den underskønt beliggende bane, klos op af Kruger National Park. Men mødet med Paradis glemmer Martin Leth Simonsen næppe lige foreløbigt.

Efter de første 18 huller er Niklas Nørgaard Møller bedste dansker på delt 32. plads i -2 efter en runde, der bød på fem birdies og tre bogeys. Det blev dog Martin Leth Simonsen, der kunne smile bredest af danskerne.

Efter en umanerligt skidt start på runden – på banens bag9 – med tre bogeys på de første otte huller, kom der for alvor liv i kludene. Birdies på 18. og 1. hul, blev fulgt op af et hole-in-one på 5. hul! Der kom yderligere en birdie på 6., men så vendte lykken og en dobbeltbogey på 7. hul bragte Simonsen tilbage på par for dagen og en delt 67. plads lige uden for cutgrænsen. Desværre findes der vist ikke billeder fra Martins bedrift, men de kan dukke op på de sociale medier i løbet af aftenen.

Også Joachim B. Hansen startede skidt, med bogey, par og dobbeltbogey på sine første tre huller (bag9), men også han fik med seks birdies vundet det tabte tilbage inden en sen dobbeltbogey slog hårdt. I +1 ligger han delt 87.

Christoffer Bring og John Axelsen ligger begge langt tilbage i +3.

Sydafrikanske Dean Burmester (billedet) har spillet sig i front i -7, ét slag bedre end polakken Lukas Nemecz, formentlig inspireret af landsmanden Adrian Meronks sejr i sidste uge i Australien, og fem spillere i -5 på tredjepladsen.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelKlubnyt: Tidligere landstræner rykker sydpå
Næste artikelGodt udlæg af Bjørn på Mauritius
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.