De 18. huller på Norra Banen i Halmstad GK er mejslet ud i tæt skov og rangerer velfortjent blandt Sveriges bedste baner.

Få hundrede meter fra en af Sveriges bedste strande, Tylösand ligger Halmstad Golfklubb og byder på 36. huller. Norra Banen er det mest kendte og havde værtsskabet for Solheim Cup i 2007. I 2011 blev der afholdt EM, og der blev senest i 2017 spillet Annika Invitational. Men Södra er bestemt også en perle.

Norra Banen har alle ingredienser til en god golfrunde: et smukt og udfordrende layout, variation og ikke mindst en vedligeholdelse i særklasse.
Fem teebokse ligger i forlængelse af hinanden og er krydsklippet for at danne et mønster, wauw!

De smukke og let bølgende fairways har en super god vækst i græsset, er ensartede i overfladen, og omkring greens står klipningen skarpt. Greens er i en kategori for sig og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spillet på så gode greens.

”Vi bestræber os på at få en bane, der er så god som mulig og har fuldt fokus på greenkeeping. I højsæsonen har vi ansat 28 greenkeepere,” fortæller klubbens direktør Christian Jakobsson, som med 3.300 medlemmer repræsenterer en af Sveriges største gofklubber.

I Halmstads GK skal man være forberedt på nogle ganske udfordrende skovhuller.


Spiller midt i skov

På siderne af fairways blander birketræer sig med høje, slanke skovfyr, og fuglene er vores følgesvend.

Alle hullerne på Norra Banen spiller omgivet af træer, men der er alligevel god plads på fairways til at lande sine drives. Undtaget er et par dogleg-huller, der kræver en overmådelig god præcision for at spille sig i position til et indspil.

Længden – vi spiller fra Gul Tee som måler 5.781 m – er med til at gøre banen ekstra udfordrende, og vi kommer især på prøve, når vi skal lande lange indspil til green, der er godt beskyttet i forkanten. Uanset om man ens spil lykkes eller ej, er Norra Banen én lang nydelse.

Nabobanen Södra er smal og stiller krav til strategiske evner. Blandt medlemmerne kaldes dette for Halmstad GK´s skjulte perle.


Lækre faciliteter

Klubben har flotte træningsområder, et stort klubhus med en shop, der bugner med golfudstyr, og restauranten på første sal har lækre retter på menuen. I dag til frokost fik vi majskylling med salatbord, samt kaffe og småkager, og drak en vand til. Prisen for hver alt inkluderet var 140 svenske kroner, hvilket svarer til ca. 100 kr.
Kommer man om sommeren, bør man bestemt gå de få hundrede meter fra golfbanen til Tylösand Strand, der er kåret til Sveriges bedste strand.
Med den ny færgeforbindelse mellem Grenå og Halmstad er det blevet ganske nemt for Nordjyderne at til Halmstad GK.

Halmstad Golfklubb
Golfbanevägen
Halmstad
www.hgk.se

Greenfee Højsæson uge 26-33 (alle dage):

Södra-Banen 750 SEK
Norra-Banen 1.000 SEK

I lavsæson:
Södra-Banen 500-700 SEK
Norra-Banen 600-950 SEK

Handicapkrav
I Højsæsonen handicapkravet:
Norra Banan – 30,0
Södra Banan – 36,0

DEL
Forrige artikelNy ZX-serie fra Srixon
Næste artikelEn skøn golfbane i den fynske skov
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.