Langesø er ikke længere så ’skjult’ og antallet af medlemmer og greenfee-gæster stiger markant.

På ærmet af de klub-polo’er, som direktør Hans D.C. Berner, klubbens ansatte og et overraskende stort antal medlemmer vi møder på anlægget, har på, står der ’DenSkjulteGolfperle’ om Langesø Golf på Fyn.
Det er lidt en sandhed med modifikationer, for de senere år er den smukt beliggende bane i meget naturskønne, landlige omgivelser ved Langsø Gods, blevet mere og mere kendt. ECCO Touren har været forbi og i folkemunde nævnes banen også oftere og oftere som ’en af dem, man skal spille’.
”Vi har overvejet om vi skal strege ’skjulte’ over i næste sending polo’er, ” siger Hans D.C. Berner, som er 10. generation på godset, og er manden bag golfprojektet, der startede med ni huller i begyndelsen af 00’erne. Hans D.C. Berner var selv en erfaren golfspiller. Han startede i Odense Golfklub, har spillet på Vestfyn og holdt så en pause som så mange andre, da arbejde og børn tog tiden. Han kom så igen i gang på Odense Eventyr Golf, hvor han lidt tilfældigt i forbindelse med et møde slog nogle slag med et 7-jern og på stedet meldte sig ind. Her mødte han pro’en John Nielsen, som siden lærte hans søn at spille, og Johns søn, Christian er i dag pro i Langesø. Så er den ring sluttet.

Line Mortensen designede de oprindelige ni huller – dem, der i dag er banens bag9 – og en lille klub opstod på stedet. Da finanskrisen ramte, gik det hårdt ud over golfsporten, klubben havde svært ved at tiltrække medlemmer og trak til sidst stikket, så Hans D.C. Berner, overtog driften, og klubben overgik fra foreningsstruktur til virksomhedsstruktur.
”Jeg kunne godt se, at i den kontekst, var en ni-hullers bane ikke længere attraktiv nok, så jeg gik i gang med at samarbejde med lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening om en udvidelse. Meget ekstraordinært har vi fået dispensation til at udvide golfbanen i fredskov. Det tror jeg kun er muligt fordi vi på Langsø gennem 10 generationer har bevist vores tætte forbindelse med naturen. Det er den vores familie alle årene har levet i og af,” fortæller han på terrassen i det dejlige klubhus, Douglashuset, opkaldt efter de Douglas fyrretræer, som dyrkes på godsets jorder, og som er bygget af fyr fra egen skov.

Fra Douglashuset er der udsigt til Himalaya puttning greenen, træningsbanen med flydende bolde og 18. hul.

Æstetisk nydelse
Baneudvidelsen har Philip Spogárd stået for, og uden på nogen måde at fornærme Line Mortensen, så er de nye ni huller en markant opgradering. De er vidunderligt anlagt med udpræget sans for såvel det spilletekniske som det æstetiske, og for9 er ganske enkelt en oplevelse at spille, hvor bag9 fremstår mere ordinære, uden at der på nogen måde er tale om en ’dårlig’ bane. Faktisk ligger to af anlæggets individuelt bedste huller på netop bag9. Det majestætiske lange par3-hul 11. og det velvoksne afslutningshul – par5 – der slutter med et slag ind over vand til green.

Banen er ikke specielt lang, fra ’Tee 58’ er den knapt 5800 meter, mens det foretrukne ’klubtee’ er ’Tee53’ på knapt 5300 meter. Hans D.C. Berner siger, at det ikke er handicap, men ens individuelle slaglængde, der afgør hvilket tee man bør spille fra. Vinklerne fra teestederne i forhold til forhindringer – strafområder, bunkers, wastebunkers med videre – er forskellige, og mere udfordrende bagfra. Da jeg spiller banen alene, gør jeg forsøget og spiller fra både ’58’ og ’53’. Det viser sig, at jeg scorer stort set lige godt fra det ene som det andet teested, og dagens bestball-score bliver en anstændig 76’er (+5) og 39 point fra det givne antal tildelte slag fra ’Tee 53’. Da jeg ville have fået tre slag mere fra ’58’giver det altså et ganske godt billede af, at man godt kan score på Langesø, men man skal først og fremmest sørge for at holde bolden i spil. Skoven, der omkranser næsten alle huller, sluger de skæve slag. Fra ’58’ er der især på tre huller stor forskel på længden, hvor mange vil have svært ved at nå fairway.

Der er nogle blinde slag på banen, hvor man skal være meget opmærksom på foran gående spillere, men generelt er de 18 huller særdeles veldesignede. Der er planer for ændringer af bag9, som vil gøre de to sløjfer mere harmoniske i deres udtryk og definere de enkelte huller lidt mere.

Medlemsboom
Siden marts måned har golfklubben i Langsø oplevet et veritabelt boom i antallet af prøvemedlemmer. 250 nye golfere har været gennem træningskurser, og Hans D.C. Berner forventer at man når mellem 3-400 inden sæsonen er slut. Da man overgik til selskabsdrift i 2017, overtog man 296 af godt 300 medlemmer i den ’gamle’ Langesø Golfklub, i dag har klubben 530 medlemmer og er i kraftig vækst. Desuden er antallet af greenfee-gæster eksploderet.
”Vi har en filosofi om, at golf skal være en oplevelse. Fra man ankommer til man tager herfra skal folk have en oplevelse. Det forsøger vi at give med en fantastisk golfbane, et godt klubhus med god mad og en god og imødekommende stemning,” siger Hans D.C. Berner.
Det kan vi kun bekræfte. Stemningen på hele anlægget er noget af det mest imødekommende jeg har oplevet længe. Smilende, glade mennesker. En dejlig fordomsfri og usnobbet atmosfære, og en skøn golfbane, som man gerne skriver på listen over dem, man skal besøge igen – snart.

Langesø Golf
Langesøvej 139, 5462 Morud.
6596 4080
www.langesoegolf.dk
18 huller, fire udslagssteder fra 5751 m. til 4536 m.
Arkitekter: Philip Spogárd (for9) og Line Mortensen (bag9)
Restaurant: Café Victoria i Douglashuset.
Greenfee: 385 kr., Buggy (otte stk.) 250 kr.
Klubben tager Golfhäftet på hverdage
Mulighed for camping, 200 kr. pr. nat.

Forrige artikelDrømmebanen i Halmstad
Næste artikelTirsdagsanekdoten med golfcitater
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.