En gammel, totalskadet skrotbunke af en buggy, en ildsjæl, en Weber gasgrill, en Nilfisk støvsuger, en tålmodig kæreste, en stor værktøjskasse og en golfklub med uvurderlig støtte til et større projekt, blev opskriften på Danmarks vel nok fedeste buggy.


Kærlighed ved første blik!

Det var i bogstavelig forstand kærlighed ved første blik, da 48-årige greenkeeperassistent Klaus Knoblauch ved et firmaarrangement i en golfklub faldt pladask for en gammel buggy, der udover at være smadret til ukendelighed også var i meget dårlig stand og opgivet af alle. Men Klaus så straks muligheder i ”skønheden” og efter arrangementet, som handlede om nye måder at bekæmpe ukrudt på og måder at undgå sten i bunkers på, vidste han, at han bare måtte eje buggyen, som et par år forinden kørte ind i et træ og derfor blev totalskadet.

Men Klaus var dybt forelsket, og kunne se muligheder i den ødelagte buggy. Han tænkte sig rigtig godt om i 4-5 sekunder og tilbød chefgreenkeeperen 4.000 kr. Aftalen var i hus og hans nye kærlighed kunne afhentes dagen efter.

Klaus måtte lige have grønt lys fra sin chef i Skanderborg Golfklub til at stille bilen i et hjørne af værkstedet, og der stod den til han som greenkeeperassistent kunne holde vinterpause. Klaus fik lov til at låne værkstedet – og det udnyttede han fuldt ud! Han er ret sikker på, at han stadig skylder lidt kage på den konto…!

Klaus præsenterede sin unikke golfbuggy på golfmessen i Herning

Han skulle nok få en skønhed ud af buggyen igen. Al glasfiber blev afmonteret, alle metallister, taget, hjulene, bolte, skruer, rat, instrumenter, alle ledninger, sikringer – alt der blev taget ud, blev lagt i poser med tekst på. Alt blev tjekket og udskiftet eller renoveret.

Hele fronten var smadret og der skulle rigtig meget glasfiber og tålmodighed til for at få det til at ligne noget fra en bil igen. Klaus sleb fra morgen til aften og utallige timer blev brugt på at få det til og se pænt ud igen. Alt blev lavet i hånden. Ingen maskine-sliber kunne komme ind i sprækkerne eller lave de bløde buer. Klaus sveder stadig bare ved tanken.

Klaus gik i gang med golfbilens undervogn. Forbroen, som var det stykke som først havde mødt træet, var meget skævt. Så skævt, at han var nødt til at skære bilen over og lave en helt ny forende. Da han ikke selv havde den store erfaring med at svejse, måtte han have hjælp af Skanderborg Golfklubs bedste svejser, som heldigvis også er en god kollega, og han trådte til med det samme.

Uden ham ville bilen ikke kunne dreje andet end til højre. De fik konstrueret en ny forende af kasserede klippeled fra maskiner og andet metal fra containeren. Det var ikke nemt, og de fik brugt nogle dage på at svejse, kassere og begynde forfra, før de var tilfredse med det hele. Men da først bilen blev svejst sammen igen, begynde det og gå rigtig stærkt.

Alt glasfiber var nu klar til maling, og delene blev sprøjtet enkeltvis i Klaus’ udestue.

Nu var stellet klart, alt glasfiber repareret, malet og klar til at blive samlet igen. Nu ventede instrumentbræt og ledninger – og derefter detaljerne. Udstødningsrørene blev lavet af en kasseret Nilfisk støvsuger fra værkstedet, teksten på dækkene blev malet op, den fik krom-tråd fælge. Der skulle selvfølgelig også være bluetooth anlæg, kopholder, handskerum, temperaturmåler, holder til bolde, tees, blyant og scorekort – og der blev også plads til en mobilholder. Klaus vedkender, at det nok tog lidt overhånd, da han satte LED lys i loftet, klistermærker og nummerplade på. Og ja, selvfølgelig lammeskind på sædet.

Men det stoppede ikke rigtig her. Klaus fik den idé, at den også skulle have en trailer med grill. Han fandt en gammel rusten ATV-vogn for 150 kr. og en gammel brugt Weber gasgrill, der blev til den fineste anhænger. Der blev selvfølgelig også plads til et rum til isterninger og drikkevarer.

Den fine buggy fik også et skilt på, så Skanderborg Golfklub kunne låne den til baneservice. I disse tider, skal det jo helst skal være genbrug, så Klaus savede to gamle golfkøller over og brugte dem til at montere et BANESERVICE skilt på taget.

Klaus er blevet så glad for denne sjove, smukke og skøre bil, at han simpelthen ikke kan eller vil låse den inde og beholde den for sig selv. Han låner den gladeligt ud til events, private arrangementer og selvfølgelig Skanderborg Golfklub – for uden hans arbejdsplads imødekommenhed ville denne bil aldrig være kommet ud på græs igen.

Klaus vil med denne historie gerne benytte chancen for at sige tak til hans overbærende kæreste Susan, der accepterede alle de timer han brugte på sin liog til Skanderborg Golfklub, min chef Henning, og de andre ansatte i Skanderborg Golfklub for deres tålmodighed, inputs og lån af værksted.

Forrige artikelKoerstz Madsen ude – Scheffler tilbage i toppen
Næste artikelKYSTGOLF – nordsjællandsk samarbejde
Bettina Schjølie er bladets kvindelige islæt, og har ansvaret for modestoffet. Bettina er desuden leveringsdygtig i spændende portræt-artikler af kendte og mindre kendte personer, men som alle har en god historie at fortælle. Bettinas rejseartikler har ofte en ekstra vinkel, i form af inddragelse af wellness.