Nyt københavnsk fitness-og sundhedshus satser blandt andet på golfspillere.

– Min erfaring siger mig, at det er svært for de fleste golfspillere at få lavet fysisk træning. Derfor har vi lavet et nyt koncept, hvor vi skaber nogle faste og hyggelige rammer for træningen.
Sådan siger Jakob Kofod, som har specialiseret sig i netop fysisk træning af golfspillere som TPi-certificeret fysioterapeut.
Jakob er selv elite-golfspiller, men understreger, at fysisk træning ikke kun er for unge, atletiske elitespillere. – Langt de fleste golfspillere er 50+, og med den rette dosering af en fysisk træning kan alle – uanset alder og niveau – komme til at spille bedre golf, slå længere og ikke mindst undgå skader, siger han.

I kælderen har Jakob Kofod fået mulighed for at indrette en slagboks, hvor han kan filme sine klinters sving og finde deres fysiske udfordringer. Der kommer snart også Trackman.

I en årrække har Jakob været partner i Brønshøj Fysioterapi, som holdt til i nogle hyggelige, men alt andet end tidssvarende lokaler. Nu er han og hans kompagnoner rykket lidt længere ud ad Frederikssundsvej, hvor de har indrettet et 1800 m2 stort fitness-og sundhedshus under Fit & Sund-kædens logo. Her har Jakob fået mulighed for at udleve en gammel drøm om at skabe et helt unikt træningsmiljø specielt målrettet golfspillere. I husets ExerciseLab har Jakob fået indrettet særlige områder til specifik træning med golfspillere, og her er et anderledes roligt miljø end man kender det fra traditionelle fitnesscentre med høj musik og hårdtpulsende muskelbundter og højtråbende spinningcyklister.
– I kælderetagen har jeg ovenikøbet fået mulighed for at indrette en slagboks, og forhåbentlig varer det ikke så længe før jeg får installeret en Trackman. Her vil jeg kunne se konkrete fysiske udfordringer i klienternes sving, for der er forskel på, når man tager prøvesving og når man reelt slår til bolden, siger Jakob, som netop har fået endnu en kollega, Tobias Nørhede, der lige er flyttet til fra Jylland og er specialist i fysisk golftræning med TPi Level 1.

Abonnementsordning

Med tilgangen forventer Jacob Kofod at kunne øge det nuværende antal golftræningshold fra tre til seks eller flere. Men netop i forhold til holdtræningen har man tænkt i nye baner, siger han.
– Vi er begyndt at sælge et abonnement på træningen fremfor almindelige enkelthold. Erfaringen viser, at folk ikke træner på andre tidspunkter end når der er holdtræning, så ved at indføre et abonnement, hvor man har fri adgang til alle husets faciliteter alle ugens dage – og kan deltage i de holdtræninger der er på forskellige ugedage og tidspunkter, så håber vi, at golfspillerne vil bruge faciliteterne endnu flittigere og komme i endnu bedre fysisk golfform, siger han.

Et Atlet Sølv-abonnement indenfor golf koster 549 kr. pr. måned, og det er uden indskud eller bindingsperioder, understreger han.
Jakob Kofod har i mange år spillet golf i Dragør, og været tilknyttet deres elitehold, men i år er han skiftet til Hjortespring Golfklub, hvor han også har tegnet et sponsorat, og han siger, at de fleste golfklienter i centret kommer fra netop Hjortespring, og fra Smørum Golfklub, som også er dem, der ligger nærmest centret i Brønshøj.
– Men når jeg screener golfspillere med henblik på bedre at udnytte deres fysiske evner eller at få det bedst mulige ud af den fysik, der nu er til rådighed, eller i forhold til skader, der er er opstået, så kommer der faktisk folk helt fra Fyn og Jylland, siger han.
– En fysisk screening giver et billede af hvilke områder der er stærke, og hvor der med fordel kan trænes. Det er helt individuelt fra person til person, så det tager vi naturligvis højde for. Alle klienter får en rapport som de så kan bruge sammen med deres PGA-træner i klubben. På den måde opnår man de bedst mulige resultater med den enkelte golfspiller. Og man undgår i høj grad også at der opstår skader ved at forsøge at træne noget, som golfspilleren ikke fysisk er i stand til, siger han.

Fit&Sund Brønshøj har også en lang række behandlingsrum til massage og skadesbehandling, og en decideret idrætsklinik for de meget nørdede, som Jakob siger. Og så har man naturligvis også træningshold for alle mulige andre sportsgrene end lige netop golf.

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om Merry Mex og Valero Texas Open
Næste artikelFilmen om Masters 2021 og Crow’s Nest
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.