Forholdene var for alvor svære på tredje runde af US Women’s Open på Pebble Beach i Californien, hvor især kraftig vind var særdeles udfordrende for spillerne. Det generede dog tilsyneladende ikke den 24-årige japaner Nasa Hataoka.

Ikke alene gik hun turneringens hidtil bedste runde – 66 slag, 6 under par – var var også bogeyfri på de 18 huller. Vildt imponerende. Hun rykkede til 7 under par for turneringen, og fører med 1 slag til Allisen Corpuz, som var rundt i 71 slag, som en anden af blot 10 spillere under par i lørdagens runde. De to skal ud i førerbolden, som man kan følge på V Sport Golf i aften.

Man skal ikke forvente at se Nanna Koerstz Madsen i transmissionen, da hun slår ud allerede i dagens tredje start, seks timer inden førerbolden går på banen. Nanna havde som mange andre en hård lørdag. Hun gik 79 (+7) og ligger på delt 70. plads af de 72 spillere, der klarede cuttet.

Tæt opløb

På PGA Tour ligner det en gyserafslutning på John Deere Classic i Illinois. Ikke færre end 15 spillere er inden for fire slag, med Brendon Todd alene i spidsen i -16. Dagens mand lørdag, var dog Alex Smalley, der gik en 62’er (-9) og ligger helt nummer to i -15, og han illustrerer jo meget godt, at intet er afgjort på en bane, der kan scores rigtigt lavt på, men som også kan drille, hvis spillet ikke lige sidder. Den førende inden lørdagens runde, turneringsfavoritten Cameron Young, måtte således nøjes med en runde i par, og ligger på en mange delt sjetteplads i -13.

Foto: Getty Images

Forrige artikelHul 18 var igen dæmonisk
Næste artikelRasmus Højgaard er i omspil om sejren i Made in HimmerLand
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.