Donegal i det nordvestlige hjørne af Irland byder på historiske baner som Rosapenna, Portsalon og Ballyliffin; alle links beliggende i klitområder med udsigt til jomfruelige strande.

Fra Atlanterhavet ruller blide bølger ind i fjorden Lough Swilly, og videre op stranden mod fairway på hul 2. Golfbanen Portsalon er fra 1891 og en af de ældste i Irland. De 18 huller er typisk links, og nærmest klemt inde imellem havet og det opdyrkede land.
I Irlands nordvestlige region Donegal spilles golf på naturens præmisser. Mange af linksbanerne ligger som Vorherre har skabt dem, og blæsten fra Atlanterhavet vil meget gerne flytte dine bolde væk fra de smalle fairways og ud i marehalmen.
De første 7 huller på Portsalon ligger i forlængelse af hinanden langs med stranden, hul 8 til hul 11 ligger i anden strandrække, og i tredje strandrække med retning mod klubhuset følger hul 12 til 18.

De mest spektakulære huller er langs med standen, og byder samtidig på store udfordringer med smalle fairways. På Hul 2, et af de smukkeste golfhuller i Irland, kan man skære et hjørne af stranden til fairway på den anden side.
Klimaet er påvirket af den varme Golfstrøm i Atlanterhavet, som sørger for at temperaturen om vinteren sjældent falder til under frysepunktet. Januar og februar, som er de koldeste måneder, har en gennemsnitstemperatur på 7 grader. Det milde og regnfulde klima sørger for at græsset er grønt årets rundt og har givet Irland tilnavnet Den Grønne Ø. Det betyder, at man sagtens i vintermånederne kan tage på golfferie i Irland, hvis man vel at mærke forbereder sig på regn.

Ballyliffin helt mod nord
På halvøen Inishowen, blot få kilometer fra Irlands nordligste punkt, Malin Head, finder man Ballyliffin GC. Kronjuvelen er Glashedy Links og den nyeste af to 18-hullers baner i Ballyliffin GC.
Glashedy Links åbnede i 1995 – designet af Tom Craddock og Irlands golfbanedesigner nummer ét, Pat Ruddy, som er kendt for at tegne stregerne til moderne linksbaner. Pat Ruddy har designet The European Club, som han i øvrigt ejer, og har også med stor succes designet Sandy Hills på Rosapenna samt redesignet Portsalon med 9 helt nye huller i år 2000.

Det er lige på og hårdt, når man står på første tee på Glashedy Links. Tre fairwaybunkers lyser faretruende op i driverafstand. Pukler her og der vil forsøge at skubbe din bold ud i marehalmen, hvis du ikke selv sender den direkte derud – de smalle fairways maner til forsigtighed, når du vælger kølle. Banen åbner med tre velvoksne par4-huller og sender dig dybt ind i klitterne. Og, det er netop de høje klitter på siderne af fairways som definerer banen og til stadighed giver udfordringer.

Sandy Hills på Rosapenna
Navnet beskriver lige præcis, hvad den nye 18. hullers bane på Rosapenna er; 10-30 meter høje klitter omkranser stort set alle 18. huller, mens fairways løber i dalene, ofte så smalle, at det kun kan gå galt. Mange blinde huller og stærkt ondulerede greens. Man bliver på engang tiltrukket og skræmt. Naturen er betagende, mens bolde bliver stedt til hvile et eller andet sted i marehalmen. Velkommen til Sandy Hills, en af Irlands vanskeligste links.
Rosapenna Hotel & Golf Resort består af banerne Sandy Hills fra 2003 og Old Tom Morris Links, hvor ni af hullerne anlagt i 1891 udgør den originale links, som Old Tom fra St. Andrews har tegnet.


Fakta

Rejsen dertil
Fly til Dublin, eller til Derry i Nordirland.

Dresscode

Der er normalt en dresscode, når man entrerer de irske klubhuse. De fleste steder går den an at være afslappet klædt, men man bør undgå jeans og sneakers. Nogle klubber holder strengt på traditionerne og forlanger slips og skorte i restauranten.

Forrige artikelHøjgaard nr. 3, Winther nr. 9, Poke nr. 13
Næste artikelDM-finaler med tre sjællandske og et jysk hold
Avatar photo
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.