To Ryder Cup ikoner, Colin Montgomerie og Ian Woosnam, tror at Europa kan overraske.

De legendariske golfstjerner Ian Woosnam og Colin Montgomerie tror at Thomas Bjørns europæiske hold kan overraske mod de amerikanske favoritter, men de ved, at de bliver svært. Og især Ian Woosnam ved hvor vanskeligt det er, når man står med tre lige gode spillere og kun har to ledige pladser på holdet.
Dengang Thomas Bjørn debuterede som spiller i Ryder Cup på Valderrama, var det Ian Woosnam, der fik til opgave at støtte den unge dansker i hans første fourball, en match de endte med at vinde over Brad Faxon og Justin Leonard.

Da han selv var kaptajn i 2006 stod han med den svære opgave, at skulle vælge to ud af tre spillere til sine wild cards, og han sorterede Thomas Bjørn fra – til danskerens store utilfredshed. Hvordan har de det sammen i dag?
”Det bliver vel aldrig rigtigt det samme, som inden 2006, men vi har lagt den sag bag os. Jeg tror måske nok, at Thomas har den i baghovedet nu hvor han selv skal træffe sine valg. Han ved bedre end mange, hvor svært det er at være den, der bliver forbigået i sidste sekund, men det er kaptajnens ikke særligt misundelsesværdige job, at finde de spillere, han mener, vil udgøre det optimalt stærkeste hold. Thomas kan meget vel stå overfor, at skulle vælge en spiller fra, der står ham nær, og det er ikke en rar opgave. Men det er en del af jobbeskrivelsen,” sagde Woosnam i sommer.
Woosnam tror på muligheden for en europæisk sejr, selvom han opfatter USA som favoritter.
”Det er USA næsten altid. Det skal man ikke lægge så meget i. Vi har et stærkt hold,” siger Woosnam.

Tror på de unge løver
Også Colin Montgomerie tror på Thomas Bjørn, men har haft sine bange anelser.
“Thomas var en meget, meget god vice-kaptajn for mig i 2010, og han har masser af erfaring, både som spiller og som vice-kaptajn ved flere andre lejligheder. Jeg tror han bliver en meget god kaptajn, men det er også en svær opgave, han er på. For et års tid siden tænkte jeg ’oh dear, det her bliver svært for Thomas’ for det amerikanske hold så meget stærkt ud dengang. Det gør de stadig, men siden da har en række unge europæiske spiller markeret sig meget stærk. Spillere som Tommy Fleetwood og Tyrell Hatton har løftet sig meget, og man kan mærke, hvordan de brænder for det. Og så er der Jon Rahm, der er kommet nærmest ud af ingenting og virker meget imponerende og har en utrolig gejst. De tre, sammen med nøglespillere som McIlroy, Rose og Ian Poulter, der heldigvis er på vej tilbage, tror jeg, kan vinde trofæet tilbage til Europa,” siger Colin Montgomerie.
”Vi håber alle, at det kommer til at ske, selvom det sværeste er at vinde et trofæ tilbage, som man har tabt. Momentum er med amerikanerne, men jeg synes, at Thomas Bjørn har alle muligheder for at vinde Ryder Cup. Han har levet og åndet for Ryder Cup siden første gang han selv med i 1997 under Seve. Det er 21 år!,” siger Colin Montgomerie, der selv vil være til stede på Le Golf National under Ryder Cup som kommentator for Golf Channel og Sky Sports.

Forrige artikelTiger vandt Tour Championship
Næste artikelGardagolf lægger græs til Italien Open
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.