Beklædningen er en underkendt del af ’udstyret’, når man skal spille golf i vådt og koldt vejr.

Husk på de vise ord: Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Det er en floskel, der er blevet gentaget i det uendelige, men det er ikke desto mindre rigtigt. Den rigtige påklædning kan ikke gøre dig til en bedre golfspiller, men den kan forbedre din score, især nu hvor det er blevet efterår, og det er koldt, vådt og blæsende.
Om sommeren når solen skinner, spiller vi golf i short og polo, og det er jo forholdsvis lige meget hvilket mærke og hvilken kvalitet det er i, men når vejret begynder at vise sig fra sin mindre charmerende side, begynder ’rigtig påklædning’ at få en afgørende betydning på såvel glæden ved spillet, som for resultatet.

Vi bad Lissy Johansen, der ansvarlig for beklædningsafdelingen i Golfexperten i Tilst, om at guide os gennem nogle af grundreglerne for hvad vi bør vælge.
”I efteråret og om vinteren er der to ting, der er vigtige i forbindelse med golfbeklædning; flere lag – men tynde lag,” siger hun. ”Derfor skal man inderst have en baselayer, der transporterer sveden væk fra kroppen, og udenpå den en insulayer , der holder på kropsvarmen. Man kan godt have en cool-max polo i mellem, og hvis det blæser, så have en vindjakke eller en god, åndbar regnjakke udenpå. Tre-fire tynde lag gør, at man har fuld bevægelsesfrihed når man spiller.”
Lissy Johansen understreger, at det er vigtigt, at alle lag er åndbare og svedtransporterende. Er det ikke tilfældet, så bliver sveden på kroppen og så kommer man til at fryse.

Gå ikke på kompromis
Et godt regnsæt er også et krav, hvis man spiller golf året rundt, og her pointerer Lissy Johansen, at det simpelthen ikke duer med et ‘camping regnsæt’. De holder muligvis regnen ude, men er slet ikke åndbare, så der skabes kondens under regntøjet og så bliver man ligeså våd som uden et regnsæt.
”I Golfexperten fører vi ingen regnsæt, der ikke lever op til at være 100 % vandtætte ved et vandsøjletryk på mindst 10.000 – til sammenligning har et festivaltelt et vandsøjletryk på 4-5000 – og vi anbefaler faktisk et vandsøjletryk på 20.000, for her må man ikke gå på kompromis. Jeg nævner aldrig pris, når jeg forklarer kunder om regnsæt, men jeg fortæller om forskellene og at der er en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Et sæt fra Galvin Green med Gore-Tex er det bedste man kan få, og helt vandtæt. Ulempen for nogle vil være, at det kan føles lidt kraftigt og stift. Abacus benytter ikke Gore-Tex, hvilket betyder, at deres regnsæt er lidt smidigere, og i de fleste former for regnvejr kan de sagtens stå distancen. Galvin Green modstår alt. Men prisen er derefter, ca. 2.500 pr. del, bukser og jakke. Abacus er lidt billigere og fås fra 1200-1600 for jakken og ca. 900 for bukserne. Man må gøre op med sig selv, hvilke krav man stiller,” siger Lissy Johansen.

Hvis man synes, det bliver for meget med regnbukser udenpå sine normale golfbukser – især i efteråret kan det komme til at føles varm – så er der flere producenter, der laver vinter golfbukser, som ikke er 100 % vandtætte, men som er vandafvisende nok til at afvise dug, støvregn eller lette byger. Her anbefaler Lissy Johansen såvel Abacus som J.Lindeberg, som gode muligheder i et prisleje omkring 1000-1200 kr.
”Når regnskabet skal gøres op, så koster det naturligvis lidt at få en fuld efterårs- og vintergolf garderobe, men det er tøj af høj kvalitet, der holder mange år. En god baselayer koster ca. 400 kr., en insulater trøje eller jakke omkring 900-1000 kr., vinterbukser 1000-1200 kr. og en vindtæt jakke eller vest, som mange kvinder foretrækker, mellem 800-1000 kr. Her kan man dog sagtens benytte regnjakken, fra 1200-2500 kr. og regnbukser fås fra 900-2500 kr. hvis det skal kunne holde dig helt tør, men så er du også klar til at møde alt slags vejr uden at det koster dig bevægelsesfrihed og uden at du ligner Michelin-manden,” siger Lissy Johansen.
Artiklen er lavet i samarbejde med Golfexperten.

Forrige artikelDanmarks hyggeligste golfturnering fik fantastisk start
Næste artikelPuha – der var et grimt øjeblik
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.