For sjette gang ud af seks mulige måtte Gary Woodland lide den tort, ikke at kunne holde en føring på PGA Tour, men denne gang skulle der noget helt særligt til at overhale ham.

Inden finalen på Sentry Tournament of Champions havde Gary Woodland en tre-slags føring, så selvom han fem gange tidligere har ført inden finalen på PGA Tour uden at vinde, så lå det i kortene, at denne gang skulle det være.

Det skulle det så ikke. Selvom Gary Woodland gjorde alt hvad man overhovedet kunne forvente. Han gik Plantation Course i -5 (68), hans fjerde runde i 60’erne, men da han missede sit birdieforsøg fra godt tre meter på sidste hul, mistede han også muligheden for at komme i omspil. Surt show!

Vild runde

Inden da havde Xander Schauffele nemlig præsteret en pragtrunde og blot benyttet 62 slag (11 under par!). Det var en tangering af banerekorden på Plantation Course, og runden indholdt to eagles. Først chippede han i udefra på par5-hullet 9., og på 12. hul holede han et wedgeslag fra godt 100 meter! Han sluttede birdie-birdie for sin fjerde sejr på PGA Tour. Xander Schauffele sluttede -23, Woodland -22.

Den 25-årige Californier har de seneste sæsoner vist sig som en kommende verdensstjerne, bl.a. var han tæt på at vinde The Open i sommer, og sejren var hans anden i lige så mange starter i sæsonen 2018-19. Der var mange, der mente, at Schauffele skulle have haft det wild card til Ryder Cup, som endte med at blive spildt på Phil Mickelson, og mon ikke Ryder Cup-kaptajn Jim Furyk i bagklogskabens klare lys sad og ærgrede sig lidt, mens han nød Schauffeles opvisning på Hawaii. Med til historien hører, at Xander Schauffele indledte sin finalerunde med en bogey, for herefter altså at være 12 under på de sidste 17.

Rorys kolde putter

Rory McIlroy havde spillet en god turnering i sit første besøg på Plantation Course og var ude i førerbolden med Woodland, men vanen tro formåede han ikke at levere varen. For Gud ved hvilken gang svigtede putteren McIlroy da det gjaldt. Det blev kun til en runde i -1. Nordireren ved bedre end nogle andre hvad der skal forbedres, hvis han for alvor vil lege med i verdenstoppen.

Med McIlroys udfald, snuppede Justin Thomas tredjepladsen alene efter en 65’er.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelSørgende Woodland holder føringen
Næste artikelBlev væk og blev nummer 1
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.