Rory McIlroy vandt Tour Championship.

På en eller anden måde meget passende i en sæson, hvor nordireren har været PGA Tours mest markante fortaler i et turbulent år udenfor golfbanerne. Men nærmest sportsligt chokerende, al den stund at verdens nummer 1, Scottie Scheffler, gik ind til turneringen på Eas Lake med 6 slags forspring til McIlroy – han startede som førende i FedEx Cup’en på -10, mens Rory startede i -4.

De 6 slag var fastholdt inden søndagens finalerunde, efter at Scottie Scheffer havde afsluttet sin udsatte 3. runde med fire birdies på seks huller og bragt sig til 23 under par.

Scheffler, der har vundet fire gange i denne sæson, lignede en spiller, der blot skulle bruge de sidste 18 huller til at lade sig hylde og krone som kongen af 2022-sæsonen.

Men hans kollaps vil måske i stedet gå over i historien. For mens Rory McIlroy gik en solid 66’er (-4), var Scheffler dårligst af alle i finalerunden på 73 (+3) slag.

McIlroy sluttede med tre pars efter at have bragt sig 21 under med en birdie på 15. hul, og indhentet Scheffler. Scheffler lavede bogey, dagens fjerde, på 16. hul, og kunne ikke levere birdies i afslutningen. Han måtte tilmed dele andenpladsen med Sungjae Im, der viste kæmpe moral og efter dobbeltbogey på 14. hul spillede sig tilbage i kampen med birdies på 15. og 17. hul for 66 og 20 under totalt.

Rory McIlroy, der har haft en solid sæson, som kun manglede den der major-sejr, der synes at være en abe på hans skulder, sikrede sig med sejren 18 mio. $ i samlet præmie, mens Schefflers sammenbrud betød at han og Im måtte ‘nøjes’ med 5.750 mio. $ hver. Vilde beløb.

I sejrens stund var Rory McIlroy naturligvis en stor sportsmand og sagde om Schefflers kollaps: “Det havde været passende for ham at afslutte sin gennembruds sæson med at vinde FedEx Cup titlen. Han fortjente den måske mere end jeg fortjener den. Han spillede en utrolig sæson. Han viste sig ikke fra sin bedste side i dag og jeg spillede godt og udnyttede det. Man ved ikke rigtigt hvad man skal sige til ham på 18. green fordi han har haft så fantastisk et år, men han kommer tilbage, og han er en stor spiller. Jeg fortalte ham, at det bestemt ikke vil være sidste gang at vi har den slags dueller på golfbanen,” sagde Rory McIlroy.

Se slutstillingen og de samlede pengepræmier i FedEx Cup slutspillets Tour Championship her.

Foto: Getty Images

Forrige artikelThriston Lawrence vandt Omega European Masters efter omspil
Næste artikelMig og mine golfrejser – Tamra Rosanes
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.