En cowgirl på fairway

Foto: Privat og Divnick.com

Sangerinden har altid spillet tennis, men for 15 år siden kom golfen til og har nu fået overtaget. Hun bor lige ved siden af sin hjemmeklub, Rungsted Golf Klub, og bruger masser af tid på golfbanen – helst to-tre gange om ugen. 18 huller er det dog svært at finde tid, da der også fortsat er fuld gang i musikkarrieren.

Mit første rejseminde er..
– Min far var pilot for TWA, så vi havde gratis flybilletter til hele verden. Så jeg har altid rejst vildt meget. Golfmæssigt var det, da jeg tog til Samsø på fem dages intensivt golfkursus med en veninde – vi havde aldrig rørt en golfkølle før. Og så var vi klar til at tage golfkørekortet, da vi kom hjem.

Min første golfrejse var til…

– Penina i Portugal sammen med Rungsted Golf Klub. Vi fik lektioner hver dag og spillede med forskellige mennesker. Det var meget socialt om aftenen, men det var golf, det handlede om. Det er et skønt sted – og jeg skal snart derned igen med klubben. Jeg glæder mig, det er virkelig en booster.

Min bedste golfoplevelse er…

– Når jeg blander golf og velgørenhed. Da jeg i starten blev spurgt, om jeg ville stille op, var det lidt grænseoverskridende, at folk ville betale penge for at spille med mig.
Jeg har blandt andet lavet noget for SOS Børnebyerne og Langelandsfestival. Man har en rigtig god dag – gør noget godt for sig selv og andre. Det er klart de bedste golfoplevelser, jeg har haft. Det vil jeg gerne bruge mere tid på.


Min yndlingsbane er…

– Umiddelbart på Bornholm. I starten, da jeg ikke spillede særlig meget, var jeg medlem af Gudhjem. Og jeg elsker New Course i Rø. Der er udsigt ud over Østersøen, og det er den fineste fornemmelse, når man slår ud mod vandet. Banen er meget anderledes med klipper osv. – der er lidt mere rough end mange andre steder. Det er hyggeligt.

Denne bane drømmer jeg om at spille…

– Det er i min hjemby, Croton-on-Hudson, i New York. Da vi var børn, kunne vi gå gennem skoven til nogle gamle ruiner af en countryclub. Og som teenagere havde vi sjove campingture i området. Der var fantastisk udsigt over floden og til New York City. Og nu er der kommet en golfklub, Hudson National Golf Club. Det er meget privat og eksklusiv, men jeg har en gammel ven, der er medlem, så jeg håber at komme til at spille den en dag.

Min værste golfrejse var til…

– Der findes jo ikke dårlige golfrejser, det modsiger sig selv. Men i Portugal begyndte det en dag pludselig at tordne og lyne. Ud af ingenting, da vi var på 16. hul. Jeg var SÅ bange. Mændene ville spille videre, men vi to kvinder løb og løb og fandt et shelter. Det var virkelig voldsomt.

Min bedste hoteloplevelse var…
– Jeg har lige fejret nytår på Tenerife, vi boede på Los Madrigueras Hotel. Det var ret luksuriøst – og forbudt for børn. Det har jeg aldrig prøvet før. Så det var meget stille og meditationsagtigt. Og med et keycard var der direkte adgang til golfbanen fra kælderen, det var så luksus. Jeg følte mig som Alice i Eventyrland, og golfbanen var også så smuk. Det kan anbefales, hvis man ikke har børn med – selv om jeg faktisk savnede lidt børnelarm.


– Jeg har købt et adjustable jern – det er med teleskopstang, og kan både bruges som wedge, jern osv. Det er ikke så godt, som normale jern, men det skal jeg helt sikkert altid have i min bil sammen med lidt bolde og en handske. Det fylder ingenting, og så kan jeg spille anytime og anywhere, fortæller Tamra om sit nye alt-i-et jern fra Divnick

Forrige artikelMcIlroy udnyttede Schefflers kollaps
Næste artikelFitzpatricks major-tryllestav