Mange er begyndt at spille golf i år, og nu er det tid at opgradere dit begynderudstyr. Der er flere muligheder, der ikke koster kassen.

I starten af sæsonen bragte vi en artikel om begynderudstyr, hvor Golfexpertens Claus Helmer, som er butikschef i Greve, guidede læserne gennem nogle muligheder for at komme billigt i gang.
Nu er sæsonen så gået. Der er kommet rigtigt mange nye golfere, og forhåbentligt er de fleste begyndere blevet så glade for sporten, at de holder ved og fortsætter.
Samtidig er de forhåbentlig også blevet meget bedre til at spille golf – selvom der naturligvis er lang vej endnu. Vinterperioden er et godt tidspunkt at skifte udstyr, både hvis du er erfaren golfspiller, og hvis du føler at det er tid til at opgradere begyndersættet til noget der er lidt bedre.

Vi vendte derfor tilbage til Claus Helmer i Golfexperten i Greve, og bad ham give et par eksempler på hvordan du bedst – og billigst – kommer videre.
– I Golfexperten har vi en tilbagekøbsgaranti på begynderudstyr, som betyder, at man kan aflevere sit begyndersæt tilbage og få værdien af det i rabat på det næste køb. Har du købt begyndersættet hos os, så sparer du et sted mellem 2500-3000 kr. på det næste udstyrskøb, og det giver faktisk et rigtigt godt afsæt, siger han.
– De fleste begyndersæt er rigeligt gode til at man sagtens kan spille med dem i nogle år, men det er klart, at der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Tager vi driveren, så er der en ståldriver i begyndersættet, og der vil man alt andet lige få meget mere effekt af at skifte til en titanium-driver. Men det behøver jo ikke være den nyeste nye model. Kan man finde en 2017-18 model, så er det stadig et stort fremskridt, og den kan man få til en rigtig god pris. Alt sammen lidt afhængigt af hvilken butik, du handler i og hvad der er på lager det pågældende sted.
– Det samme gælder for jernsæt, fairways, hybridkøller og wedges. Det behøver ikke at være det allernyeste, men man kan selvfølgelig også gå all-in og købe et sæt jern og køller fra XXIO, som er utroligt letspillet og kan holde i mange, mange år, men som så også er en gedigen udskrivning, siger han.

Opgraderet pakkeløsning
Der er også en anden løsning, nemlig et ny og bedre pakkesæt.
– Taylormade har lavet et rigtigt godt pakkesæt, RBZ Speedlite, til både damer og herrer, der både fås i grafit og stål. Her får man seks jern, tre titanium køller, en rigtig god putter og en kombibag der kan benyttes både som bære- og vognbag. Det er et sæt af høj kvalitet, baseret på den RBZ-platform, der var Taylormades nyeste for nogle år siden. Det er sæt, der med deres letvægtsdesign henvender sig til de modne golfspillere. Udsalgsprisen er 9.300 for damesættet i grafit og for herresættet i stål, mens herresættet med grafitskafter koster 600 kr. mere. Har man et begyndersæt i bytte, kommer man ned omkring 7000 kr. og det er en god pris, siger Claus Helmer.
– Jeg anbefaler altid at man prøver at slå bolde i vores slagboks, for der er én ting vi ikke kan give videre, og det er den ’fornemmelse’ den enkelte kunde har med udstyret. Er man helt ny i golfsporten og måske kun har spillet i otte-ni måneder, så kan det lyde som overkill at blive ’fittet’ til nyt udstyr, men alle vil have gavn af en ’opmåling’ så vi finder det udstyr – uanset prisniveau – der passer til den enkeltes statur, siger Claus Helmer.

Han oplever ganske ofte, at nye golfspillere der har en enkelt sæson på bagen, har læst eller hørt om udstyrsmærker, som de gerne vil prøve. Og derfor er det altid vigtigt, at lade kunderne prøve sig frem for at se hvad de bedst kan lide.
– Groft sagt, så vil jeg gerne have dem som kunder de næste mange år frem, så derfor er det magtpåliggende at finde noget udstyr til dem, som de bliver tilfredse med. Tilfredse kunder kommer tilbage. Det gør utilfredse kunder sjældent, siger Claus Helmer.

Forrige artikelMarcus Helligkildes eventyrlige 2021
Næste artikelTrump og PGA slutter fred
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.