Paragolf Bornholm har i år 10 års jubilæum og fra Randers Fjord Golfklub deltog Mikkel Thorsen for 2. gang i turneringen. I år skulle han spille 9 huller sammen med 7 andre.

Første spilledag var mandag d. 27. maj på Nexø Golfklub og fra starten af er der en rigtig god stemning på den flotte bane med bunkere, vandhuller og et noget bakket terræn.
Derefter spilledes Rø – Old Course Nordbornholms Golfklub – med flere udfordringer, da grundfjeldet er synligt midt på fairway og giver sommetider sjove oplevelser. Eks. landede Mikkels medspillers bold på en klippetop og bliver hjulpet direkte ind på green.
Mikkels første dag går godt og han har fint gang i spillet, anden dag begynder lidt træthed at vise sig, men han tager den med ro og kommer i klubhuset med et tilfredsstillende resultat. På tredjedagen i Rønne Golfklub er Mikkel meget træt, da det slider på kræfterne, når der skal spilles både en god runde golf og tages hensyn hans 3 handicaps. Men han kæmper sig igennem og selvom hans golfspil ikke er lige så flot som de 2 første dage, har det været en god og hyggelig dag.

Fine præmier
Om aftenen er der middag med præmieoverrækkelse og det bliver en god aften for Mikkel. Til stor overraskelse for Mikkel bliver han nr. 2 i sin række, så det er en glad og stolt Mikkel, der får overrakt sin præmie.
Der var også en hole in one præmie i turneringen, men da ingen lavede en hole in one, blev der i stedet trukket lod om præmien. Og den heldige vinder af en unika skål fra Baltic Sea glass bliver Mikkel Thorsen. Så det blev en rigtig god og indbringende turnering for Mikkel Thorsen fra Randers Fjord Golfklub.

Afsluttet med ferie
Mikkel og hans familie sluttede af med et par hyggelige feriedage på Bornholm, men glæder sig allerede nu til at se hans medspillere igen på Kellers Park i Vejle i juli, i Horsens og til DM i Brande i september, hvor Mikkel naturligvis også deltager.
Mikkel er nu også så dygtig og har så meget selvtillid, at han har deltaget i Pinseturneringen i sin egen klub – Randers Fjord Golfklub – på lige fod med de andre klubmedlemmer og her kom han en flot 3. plads i B-rækken.
Også hos Randers Fjord Golfklub er vi glade og stolte, når Mikkel Thorsen laver et flot resultat i de turneringer, han deltager i og vi ønsker ham held og lykke i både Vejle, Horsens og Brande.

Forrige artikelTirsdagsanekdoten – Stenson nedlagde tilskuer
Næste artikelSergio er vært på Valderrama
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.