Golfrejsebranchen har fået en del mere at se til, og det går især godt med at sælge sommerrejser til lande i nærheden samt til Sydeuropa i efteråret.
Folketingets har besluttet en gradvis åbning af rejser til udlandet, og ifølge planen vil alle, der er færdigvaccinerede fra 1. maj kunne rejse til såkaldte gule og orange lande uden at skulle gå i isolation ved hjemrejse. Og fra Fase 4 kan alle rejse til gule og orange lande, også dem der ikke er vaccineret, hvis de kan femvise en negativ test.

Bravo Tours sælger godt på efterårsrejser

Med et par klik på Bravo Tours hjemmeside kan man bestille en golfrejse, og fra den 26. juni rejse på golfferie til eksempelvis Gran Canaria, Costa del Sol og Mallorca, mens der kun er enkelte udbudte rejser i perioden 14. maj til 26. juni.
”Lige nu venter vi på at landene bliver gule. Vi kan ikke sælge golfrejser til lande som er orange, og hvor man fraråder at rejse til med mindre, man er vaccineret,” siger administrerende direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours.
Man kunne forvente at golfspillere, der allerede er vaccineret ville hungre efter at komme afsted på golfferie, men Bravo Tours oplever det anderledes.
”Lige nu har vi ingen gæster på golfrejser, og vi har kun få forespørgsler på rejser før den 26. juni, og vi har ikke tænkt os at arrangere rejser til lande, hvor det tilrådes at de rejsende skal være vaccineret. Det er normalt højsæson tidligt på foråret og når vi først kommer hen i maj, så er det uden for sæsonen, og derfor kigger vi længere frem,” siger Peder Hornshøj.
Derimod oplever Bravo Tours lige nu en stor interesse for golfrejser senere på året.
”Den store volumen ser vi på sensommeren og i efteråret. Både september og oktober ligger nu et stykke over, hvad vi normalt sælger på dette tidspunkt.”
Bravo Tours sikrer at kunderne kan bestille en golfrejse og refunderer rejsens pris indenfor kun 5 hverdage i det tilfælde, at Udenrigsministeriet fraråder rejsen.

green2green fortsætter med matchture i Norden
Green2green introducerede nye rejsemål og et nyt koncept, MatchTour Norden, da Coronaepidemien i den forgangne sommer var aftagende og gjorde det muligt at rejse til vores nabolande. MatchTour Norden er gruppeture af kortere varighed, hvor deltagerne spiller turneringsrunder samt tager på én eller flere udflugter til lokale turistattraktioner.
”Vi har afholdt den første matchtur til Samsø den 23. april, og der kommer flere af den slags hen over sommeren, blandt andet til Ebeltoft og Læsø,” siger leder og medejer Ole Gauting, green2green.
Programmet byder også på Ø-hop med privat fly til Gotland, der indbefatter Åland, Tallin, Gotland og Bornholm samt matchtur til Nordirland.
”Verden er stadig rød eller orange, og det kommer til at gå langsomt. Vi har fået lidt mere at se til, primært ser det fornuftigt ud i efteråret. Vores kunder hører til det lidt ældre segment, mange er blevet vaccineret og nu tør de godt bestille en rejse. Vi refunderer billetprisen, hvis Udenrigsministeriet fraråder rejser, men det har været et problem, at forsikringsselskaberne ikke før nu tilbyder rejseforsikringer, der dækker afbestilling i forbindelse med sygdom forud for rejsen og hvis man bliver syg på rejsen,” siger Ole Gauting, green2green.
”Så snart restriktioner ophæves og rejsevejledninger bliver gule så er vi klar. Vi kan arrangere en rejse med få dages varsel,” siger Ole Gauting.
green2green har fået en del bestillinger til destinationer i Sydeuropa i sensommeren og på rejser til blandt andet Mauritius og Sydafrika fra november.

Rejsevejledninger
Farverne gul, orange og rød indikerer, hvilke anbefalinger, der gælder i et land eller en region:
Vær forsigtig under rejsen
Ikke-nødvendige rejser frarådes.
Alle rejser frarådes

Rejsevejledningerne for EU- og Schengenlandene er baseret på en incidensmodel. Et land eller en region (store lande er inddelt i regioner) bliver gult, hvis incidenstallet er mindre end 20 smittede pr. 100.000 indbyggere i en periode på 7 dage. Hvis incidenstallet kommer op over 30 er farven orange. Den røde farve gives kun til lande med særligt smitsomme varianter af coronavirus og efter vurdering fra SSI.
I Fase 3 hæves Incidensgrænsen: Når sårbare borgere samt dem over 50 år er vaccineret med første stik. hæves Incidensgrænsen for at åbne/lukke gule og orange lande/regioner fra de hidtidige 20/30 til 50/60 pr. 100.000.

Forrige artikelLee i orkanens øje
Næste artikelTirsdagsanekdoten ser på historiens mest uventede sejr i US PGA Championship
Avatar photo
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.