Det Sydfynske Øhav er et af de smukkeste områder i Danmark, og vandet spiller en stor rolle.

Fyn er fin, synger Lasse og Mathilde om deres elskede Fyn, og er i hvert fald ingen overdrivelse. Især Sydfyn og det skønne øhav der består af ikke færre end 55 øer og holme, blandt andet øerne Thurø, Tåsinge, Langeland og Ærø.

For golfspillere er ikke mindst Ærø og Langeland interessante, og kan man lide at få saltvand i håret, så er Det Sydfynske Øhav lige stedet. Maritimt Center har hovedkvarter på havnen i Svendborg og her kan man opleve det autentiske, maritime miljø med en masse store, velbevarede sejlskibe, der har hjemmehavn i de Sydfynske havne. Skibene kan lejes til arrangementer eller familieudflugter.
Fra i år hedder Øhavet formelt Geopark Det Sydfynske Øhav. Den unikke geologi i området; det oversvømmede istidslandskab, klinter, hatbakker og meget mere, giver sammen med den fantastiske natur og kulturarv i området et godt afsæt for at blive Danmarks tredje Geopark, og man arbejder tilmed med en ansøgning til UNESCO om at blive UNESCO Global Geopark.

Oplevelserne på vandet suppleres af en lang række spændende oplevelser på land. I Svendborg finder man således Naturama, der er et moderne naturhistorisk museum, der i en stribe forskellige faste og skiftende udstillinger, formidler zoologi og naturhistorie på en meget spændende måde. Man kan således opleve Nordeuropas pattedyr gå ’catwalk’ eller nyde Danmarks største hval-udstilling ”Havets kæmper”. Frem til december byder Naturama også på udstillingen ”Naturens Juveler”, hvor smykkekunstneren Nina Hald har skabt unikke smykker med inspiration fra naturens verden.
Sydfyn er rig på slotte og herregårde, hvor nogle er åbne for offentligheden. Det gælder det imponerende Egeskov lidt inde i landet, eller det smukke Valdemars Slot på Tåsinge, hvor man jo også finder Elvira Madigan og Sixten Sparres grav, der knytter sig til en meget romantisk historie.

Hotel Ærø

Legenden vil, at den svenske adelsmand og officer Sixten Sparre og hans elskede, den danske cirkusprinsesse, Elvira Madigan, i 1889 indlogerede sig i tårnværelset på Hotel Ærø, da de var flygtet fra deres familier, som ikke accepterede romancen. Herfra tog de ud i Nørreskoven på Tåsinge, hvor de tog deres liv.
Mange tror fejlagtigt, at Hotel Ærø ligger – på Ærø! Det gør det ikke. Det gamle hotel, hvis historie går tilbage til 1860 ligger på havnen i Svendborg lige ud til Ærø-færgen, og er gennem de senere år blevet smukt restaureret. Hotellet kan være et godt udgangspunkt for nogle afslappende dage i Det Sydfynske Øhav – og man behøver bestemt ikke at gå til samme yderligheder som Sixten Sparre og Elvira Madigan, selvom det kan være svært at finde et smukkere sted at ende sine dage.

Ærø er unik og Langeland er hyggelig.
Man skal med færgen for at komme til Ærø, og den afgår adskillige gange dagligt fra Svendborg Havn til Ærøskøbing, og tre gange dagligt fra Faaborg til Søby. Bemærk, at den sidste færge fra Ærø afgør kl. 20.35. Ærø Golf Klub har pakkeaftaler med færgen og Ærø Hotel i Marstal (ikke at forveksle med Hotel Ærø i Svendborg), så man kan tilbringe nogle dage på øen, der har et helt unikt fugleliv, og som har en helt unik golfbane, der ligger helt ude på øens vestligste spids ved Skjoldnæs Fyr, som tilmed fungerer som klubhus.
Det helt særlige ved banen på Ærø er, at man har udsigt til havet fra samtlige banens 18 huller, og alle 18 huller ligger indenfor 300 meter fra vandet, noget banearkitekten Henrik Jacobsen helt ekstraordinært fik tilladelse til. Det er for en gangs skyld ingen overdrivelse, når klubben kalder sig for ’Nordeuropas smukkest beliggende seasidebane’.

Helt så spektakulær er Langelands Golfklubs bane i Humble ikke, men arkitekten er den samme, og banen er ganske smukt beliggende med nogle spændende og udfordrende huller. I modsætning til Ærø, skal man ikke ud at sejle for at komme til Langeland, man kører over broer fra Svendborg til Tåsinge og fra Tåsinge til Rudkøbing midt på øen. Golfbanen ligger i den sydlige ende af den aflange ø.

Tre andre golfbaner i området, der kan anbefales:
* Svendborg Golfklub ligger i udkanten af byen, og har udover 18 hullers banen og en fin 9 hullers bane.
* Faaborg Golfklub er en smuk og kuperet naturbane i Svanninge Bakker.
* Brændeskovgård Golf er en lille 12 huller par3 bane – med ét par4 hul. Pay & Play, så alle er velkomne.

Forrige artikelGreenkeeper: Er du vild med natur, er det den rigtige uddannelse
Næste artikelBegge føringer forsvaret ved DM
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.